- Det går den helt forkerte vej i forhold til forbedringerne af rammevilkårene. I Danmark blev der i foråret indført en ny afgift på antibiotika, som koster 11 millioner kroner, og der blev udskrevet velfærdskontrolomkostninger, som koster 15 millioner kroner. Hertil kommer et lovforslag om løse søer i løbe-/kontrolafdelingen, som forventes at øge produktionsomkostningen med 18 kroner pr. gris ved fuld indfasning i 2035. Hertil kommer et forventet tab for UK-tillægget, sagde Nicolaj Nørgaard ved årsmøde.

Han tilføjer, at det retfærdigvis skal siges, at der er udsigt til en lavere spildevands- og energiafgift, der forbedrer tingene en lille smule.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Momsfordele og statsstøtte

- Vurderet i forhold til vores nabokolleger, så har den højere notering betydet, at momsfordelene i Tyskland nærmer sig 30-40 kroner i statsstøtte pr. produceret slagtesvin, mens vores svenske kolleger i foråret fik EU-støtte på 1.000 svenske kroner pr. årsso eller omregnet pr. slagtesvin svarende til cirka 35 kroner pr. slagtesvin, sagde Nicolaj Nørgaard.

Han mener, at der for alvor brug for at få skeen i den anden hånd og tage fat på tingene straks.

- Her og nu kan vi foreslå en justering af dyreenhederne fra 1,4 til 1,7 DE pr. hektar. Lad os få dette sat i gang med det samme, indtil vi er klar med en ny emissionsbaseret regulering og en adskillelse af husdyrproduktion og markbrug. Det vil kunne give os cirka fem kroner pr. gris, siger Nicolaj Nørgaard.

Afgifter på strøm

Nicolaj Nørgaard ønsker også afgiftslettelser på svinesektorens strømforbrug.

- Totalt set er strømforbruget i svinesektoren cirka 740 millioner kWh. Derfor betyder de øgede afgifter en miljøvenlig energi rigtigt meget for vores konkurrencedygtighed. Nogle virksomheder har nogle rabatordninger. Hvis man ønsker at støtte en slagtesvineproduktion i Danmark, som er energitung, ligger her mulighederne for at afløfte yderligere fem kroner pr. produceret gris, vurderer Nicolaj Nørgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at en mere effektiv kød- og velfærdskontrol formentlig vil kunne give yderligere næsten fem kroner.

- Så kære politikere. Der er masser at tage fat på, og business-casen for det danske samfund er stadigvæk fantastisk.

Men det kræver ifølge Nicolaj Nørgaard, at investeringslysten og investeringsmulighederne kommer tilbage.

- I så fald vil jeg minde om nøgletallene, der hedder, at yderligere to millioner slagtesvin produceret i Danmark, vil give en årlig eksportindtægt på mere end tre milliarder kroner og mindst 2.800 arbejdspladser. Hertil kommer arbejdspladser i byggeperioden på knap et par tusinde stykker, siger han.

- Vi står på en brændende platform, kære politikere. Og griber vi i fællesskab ikke ind og leverer på alle punkter, så er der desværre kun udsigt til, at eksporten af danske smågrise fortsat vil stige. Eksport for milliarder og fra danske arbejdspladser vil fosse ud af det danske samfund. Det bliver endnu sværere at skabe det velfærdssamfund, som vi alle sammen ønsker at fastholde i fremtiden, siger Nicolaj Nørgaard.