Det er blevet den tid på året, hvor rapsen skal sås. Og dermed står flere landmænd overfor et dilemma: Skal de så i de udmeldte randzoner, eller skal de lade være.

Fra Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen, er meldingen klar:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De skal efter min mening selvfølgelig bruge deres sunde fornuft, og dyrke jorden fuldstændig som de plejer, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

- Randzoneloven er stadig lige så skæv og forkert, som den hele tiden har været, og samtidig er der stadig ikke kommet nogen som helst brugbare udmeldinger om den kompensationsordning, ministeren mener at kunne lave for danske skattekroner, siger Flemming Fuglede Jørgensen, der henviser til, at den daværende fødevareminister ganske vist i foråret erklærede, at hun ville indføre en statsstøtteordning til at yde kompensation for udlægning af randzoner, men at denne ordning stadig ikke har set dagens lys.

- Så længe man ikke engang kan vide, om man kan få kompensation, eller hvilket beløb, der er tale om, er der jo ingen fornuftige mennesker, der vil indgå en aftale om at lave randzoner. Det er jo fuldstændig uvist om lovens forudsætninger om kompensation kan overholdes for den enkelte, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Han peger yderligere på det problem, at de sparsomme foreløbige udmeldinger tyder på, at ministeren tilsyneladende har tænkt sig at forskelsbehandle de danske landmænd med randzoner, idet landmænd med ens forhold vil få forskellig kompensation, på grund af de stramme EU-regler for, hvordan statsstøtte må ydes. Eksempelvis vil økonomisk kriseramte landmænd slet ikke kunne opnå nogen kompensation, selv om de har udlagt randzoner.

Mange bekymrede

Bæredygtigt Landbrug har endvidere stævnet staten på baggrund af randzoneloven. Organisationen mener, at der er tale om ulovlig ekspropriation. Ligeledes har organisationen indklaget fødevareministeriet for ombudsmanden, som følge af ministeriets sagsbehandling og håndtering af forløbet med randzonekompensation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange landmænd er bekymrede for, om dyrkning af en udlagt randzone kan medføre træk i hektarstøtten, såkaldt krydsoverensstemmelsestræk. Men det afviser Flemming Fuglede Jørgensen.

- Det har vores jurist undersøgt meget nøje, og der er i den gældende lovgivning ikke mulighed for at foretage et træk i støtten, hvis man ikke udlægger en randzone, fastslår han.

 - Man skal selvfølgelig huske, at der stadig gælder et krav om to meter bræmmer fra vandløb, og glemmer man dem, kan man blive trukket i støtte. Men for de sidste otte meter gælder det, at man alene risikerer en bøde, siger han.