Danish Crown har netop haft rejsegilde på det nye kreaturslagteri i Holsted.

- Det er en rigtig stor dag for os, indledte Lorenz Hansen, divisionsdirektør i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og han påpegede, at det ikke er et helt almindeligt hus, som snart står færdigt.

- Vi er ved at skrive slagterihistorie, understregede han.

Sidst, der blev bygget et slagteri, var i 1972, hvor Aalborg Kreaturslagteri så dagens lys.

Kreaturslagteriet i Holsted bliver blandt de tre største i Europa, og ifølge Lorenz Hansen er det det mest moderne slagteri i Nordeuropa.

Ideen til superslagteriet opstod tilbage i 2010, hvor ledelsen i Danish Crown havde en strategisnak. Flere af de nuværende slagterier stod til renovering, og løsningen blev derfor at opføre et helt nyt slagteri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et af de store spørgsmål var, hvor det nye slagteri skulle ligge.

- Jeg havde 15 rigtig gode kammerater mellem landets borgmestre i starten, men de fleste venskaber er siden smuldret, siger Lorenz Hansen med et smil.

Han er rigtig godt tilfreds med det samarbejde, der har været med Vejens borgmester, Egon Fræhr.

- Vi har ikke fortrudt vores valg, påpeger Lorenz Hansen.

Det kan kun gå for langsomt

Det nye superslagteri skal erstatte fire anlæg, henholdsvis slagterierne i Tønder og Holstebro samt opskæringsafdelingerne i Skjern og Fårvang. Hovedkontoret bliver ligeledes flyttet til Holsted pr. 1. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er store tal, Lorenz Hansen slynger ud, når han fortæller om byggeriet til 675 millioner. Der er blandt andet flyttet 60.000 kubikmeter jord på den 114.000 kvadratmeter store byggegrund. Og når byggeriet er færdigt, ligger der 15-20 kilometer vvs-rør i jorden.

- Det er tal, jeg vil gemme til resten af mine dage, for det er stort, siger Lorenz Hansen.

Kreaturslagteriet kommer til at beskæftige 300 medarbejdere, og 4.500 kreaturer vil ugentligt komme igennem slagteriet.

- Det er det dobbelte antal af, hvad de nuværende anlæg klarer i dag, siger Lorenz Hansen.

Kapaciteten hedder 110 dyr i timen. Og det vil i alt blive til 300 ton hakkekød om ugen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lorenz Hansen venter spændt på, at det nye slagteri skal få startet produktionen op.

- Set fra mit bord kan det kun gå for langsomt. Vi står og tripper for at komme til Holsted og vise, at det var det rigtige sted at placere slagteriet, understreger han.

Ligesom han glæder sig til at betale tilbage til de landmænd, der har vist tillid til projektet gennem en bedre afregningspris.

Også Peder Philipp, formand for Danish Crowns kreaturudvalg og Dansk Kvæg ser frem til, at slagteriet står færdigt.

- Det er rigtig dejligt, og vi har glædet os meget til at udnytte de muligheder og synergier, det giver, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peder Philipp fremhæver også de bedre afregningspriser, som en af de helt store fordele. Men også konkurrenceevnen vil blive styrket.

- Alle vores regnestykker viser, at den vil stige, fastslår han.