Lyt til artiklen:

Scan-Hide løfter bundlinjen trods fald i omsætning

00:00
Hastighed: ???x
03:09

Danish Crowns hudeselskab Scan-Hide har i det forgangne regnskabsår præsteret at øge dritfsindtjeningen med knapt 40 procent til 17,9 millioner kroner, til trods for at omsætningen faldt med ti procent til 491 millioner kroner.

Det bevirker at nettoresultatet løftes med ti procent til 11,9 millioner kroner, det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi leverer et meget solidt resultat. Det er faktisk kun de højere renter, som påvirker resultatet i negativ retning. For år tilbage satte vi en række initiativer i søen. Det gælder blandt andet optimering af produktionen, målrettet arbejde med bæredygtighed og sporbarhed, samt Nordic Spoor, der nu har partnerskaber med en lang række brands i både Danmark og i udlandet, og det er det arbejde vi nu ser resultatet af, siger administrerende direktør i Scan-Hide, Michael Søndergaard.

Han tilskriver medarbejderne i Vester Skerninge en stor del af æren for, at Scan-Hide formåede at løfte bundlinjen, selvom renteudgifterne steg næsten fire millioner kroner.

- Det er ikke mindst gennem en super indsats af vores engagerede og dedikerede medarbejdere, at vi har formået at løfte resultatet det seneste år. Vi har faktisk både set et lavere sygefravær, en lavere personaleomsætning og en højere medarbejdertilfredshed det seneste år. Det kan vi være stolte af, men det forpligter også, for det kommer ikke af sig selv, siger Michael Søndergaard.

Det seneste år har kreaturslagtningerne i Nordeuropa været faldende, men på trods af det faktum har Scan-Hide evnet at få nye leverandører ind. Det bekræfter direktøren i, at Scan-Hide har formået at betale en konkurrencedygtig pris for huderne.

- Vores strategi om at komme yderligere frem i værdikæden virker. Det første år Nordic Spoor har været et transformationsår, hvor vi blandt andet har investeret i at udvikle en ny garveproces, som er bionedbrydelig. Sammen med vores unikke sporbarhed har det åbnet døren til nye kunder i både Danmark og resten af Europa, så nu skal vi levere, for så vil vi øge robustheden i vores forretning betragteligt, forklarer Michael Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Scan-Hides forretning er meget afhængig af forbrugernes adfærd og købelyst i en række segmenter, og derfor er det vigtig at investere i bæredygtighed og transparens for hudeselskabet, for at differentiere sig på verdensmarkedet for huder og læder.

- Målet for det kommende år er at fastholde den positive udvikling og hele tiden blive en spids bedre. Markedet for både huder og læder har historisk været følsomt for skift i konjunkturerne, så vi er forberedt på, at der kan ske et skift i efterspørgslen. I den sammenhæng er vores arbejde med at komme længere frem i værdikæden og med bæredygtighed i høj grad nøglen til, at vi kan fastholde vores konkurrencekraft fremadrettet, siger Michael Søndergaard.

Scan-Hide er ejet af Danish Crown samt JN Meat, der besidder en mindre ejerandel.