Formanden for Økologisk Landsforening er - som bekendt - ny, men Per Kølster får en velkendt næstformand i bestyrelsen, som har konstitueret sig.

Jens Krogh stillede op til formandsdysten for nogle uger siden med ambitionen om at droppe "næst" foran sin mangeårige titel og blive formand. Sådan gik det ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaringen sikret

Han tabte valget til Per Kølster, men Jens Krogh fortsætter som næstformand.

- Jens har en masse erfaring i foreningen, og det vil sikre en god kontinuitet i arbejdet. Samtidig har jeg stor respekt for Jens’ dybe rødder i vestjysk økologi og banebrydende arbejde på klimaområdet og udvikling af foreningens rådgivning. Jeg er sikker på, at vi kommer til at arbejde tæt sammen om at skabe nye udviklingsmuligheder for økologi og for de økologiske landmænd, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Nye udviklingsveje

Jens Krogh skulle lige sunde sig ovenpå nederlaget ved formandsvalget tidligere på måneden. Nu er han klar til at være næstformand igen.

- Både Per og jeg brænder for økologi, og for at finde nye veje til udvikling af økologi, både i mark, stald og i markedet. Med hver vores baggrund er jeg sikker på, at vi vil danne et stærkt og dynamisk formandskab, der på bedste vis repræsenterer Økologisk Landsforenings mange forskellige medlemmer, siger Jens Krogh.

Bestyrelsen i Økologisk Landsforening tæller syv nye ansigter.