En tredjedel af de danske smågrise sendes til Tyskland for at blive opfedet og slagtet og vender så i høj grad tilbage til de danske kølediske som svinekød.

Sådan ser det ud for ni millioner smågrise hvert år, mens det for otte år siden kun var to millioner smågrise årligt. Det skriver epn.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har smågrisene - men vi har ikke plads til dem, forklarer direktør Nicolaj Nørgaard fra Videncenter for Svineproduktion til epn.dk.

Videncenter for Svineproduktion foreslår, at der bygges nye miljørigtige slagtestalde for 1,6 milliarder kroner, så man har plads til at huse de mange smågrise. Ifølge videncentrets beregninger vil det skabe 2.800 arbejdspladser om året og en årlig eksportværdi på mere end tre milliarder kroner.

Potentialet er der

Danish Crown, som er verdens største svinekødseksportør, har siden 2007 fyret knap 1.700 medarbejdere i Danmark. Slagterigiganten mener også, der skal investeres i nye stalde. Hvis vilkårene i Danmark forbedres, er potentialet nemlig stort.

- Hvis de generelle rammebetingelser for erhvervslivet ikke ændres, vil Danmark fortsætte med at miste arbejdspladser. Men udviklingen kan vendes. Vi har potentialet til at udvide produktionen herhjemme og dermed ansætte flere medarbejdere, siger Karl Christian Møller, chefanalytiker hos Danish Crown, til epn.dk.