Miljøminister Ida Auken (SF) vil ikke ud og skære ned og begrænse udviklingen i kampen for at få et bedre miljø. Hun gør op med den gamle forestilling om, at væksten skal begrænses for at miljøet kan blomstre. Det siger Ida Auken i et interview med Altinget.dk.

- Man har siddet fast i en forestilling om, at det var væksten, man skulle kæmpe imod, men det er en ufrugtbar diskussion. Det handler ikke om at være for eller imod vækst. Det handler om at skrue væksten sammen på den rigtige måde, siger Ida Auken til Altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Miljøministeriet skal gå fra at være et ministerium, som arbejder på at begrænse forurening, til at være et ministerium, der understøtter vækst og udvikling af den rigtige slags. Vi skal regne på tingene på en måde, som viser, at det faktisk er sund fornuft at inddrage miljøhensyn. Så befolkningen også accepterer de politiske initiativer, siger Ida Auken.

Mere konkurrencedygtigt

Hun kan godt se mulighederne i eksempelvis en begrænsning af pesticid-forbruget.

- Et landbrug, som sælger produkter med færre pesticidrester, er mere konkurrencedygtigt. Det sparer penge, hvis vi får et landbrug, hvor man ikke bagefter skal ud at rydde og redde biodiversitet. Og hvis man bruger nye gps-teknologier til at sprøjte mere klogt, så bidrager det også til grøn omstilling, siger Ida Auken til Altinget.dk.