- PowerFocus - 

For mindre og mellemstore kvægbrug er wrapning af græs en god metode til at sikre dyrene kvalitetsensilage året rundt. Metoden minimerer risikoen for eftergæring i ensilagen, og tabet begrænses derfor til et minimum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Før 1997 var presning og indpakning af ballerne i strækfolie opdelt i to arbejdsgange. Introduktionen af kombimaskinen, hvor en rundballepresser er bygget sammen med en indpakker, gav derfor en voldsom rationalisering i arbejdet. Systemet blev enmandsbetjent og indpakningen var ikke længere afhængig af, at ballerne først var samlet sammen på det sted, hvor de skulle opbevares efter wrapning. Presning og wrapning i en arbejdsgang - uden at ballen har været lagt af på jorden - eliminerede tillige risikoen for, at græsset blev forurenet med jord.

Den brugte Krone Combi Pack 1500 V Multi-Cut er set hos Danatek A/S i Farsø. Presseren er fra 2003 og har presset cirka 22.000 baller. Den har variabelt ballekammer og presser baller, der er 120 centimeter brede og har en diameter på 100 - 150 centimeter.

Overføres automatisk

På Krone Combi Pack er rundballepresseren og indpakkeren bygget sammen til en kompakt enhed. Når bagklappen på presseren åbner, falder ballen ud på et overførselsbord, hvor et kædesystem med medbringere trækker ballen over på indpakkerbordet. Lige så snart der er plads, lukkes baglågen på presseren, og den er klar til at starte på en ny balle. Alt imens er indpakningen af den forrige balle gået i gang og færdigindpakkes, mens presseren former den næste balle. Hele processen foregår automatisk, og den færdigpakkede balle lægges af på jorden i det øjeblik, presseren holder stille og baglågen åbnes. Alternativt kan føreren med et tryk på en kontakt i terminalen aflægge ballen på et hensigtsmæssigt sted i marken.

To satellitter

Under indpakningen drejes ballen rundt på indpakkerbordet, samtidig med at to satellitter lægger den forstrakte film på. Maskine kan anvende folie med en bredde på enten 50 eller 75 centimeter, og forstrækningen kan indstilles i intervallet 50 - 75 procent.

Krone Combi Pack 1500 V har eget hydraulikanlæg, og kun pickuppen betjenes af traktorens eksterne hydraulik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med og uden knive

Krone Combi Pack 1500 V er udstyret med 17 fjederbelastede knive. Fra terminalen kan føreren trække knivene ud af ballekammeret og presse eksempelvis halm og hø, uden at det snittes. For at undgå at porøse materialer falder fra hinanden, når plasten og nettet fjernes fra ballen, kan de to knive i hver side også trækkes ud.

I 2005 introducerede Krone de nye Comprima-modeller med både faste og variable ballekamre. I forhold til Combi Pack anvender Comprima den nye EasyFlow-pickup uden kurvestyr og i ballekammeret er kæderne erstattet af remme. Derudover indeholder presseren en lang række forbedringer, som løfter kapaciteten i forhold til Combi Pack.

Tjek valse og kæder

En presser med wrapper udsættes af og til for fugtige afgrøder, der safter, og hvor en balle kan veje op i nærheden af et ton. Det belaster ikke mindst de to kammerkæder, siger nordjysk montør.

Krone Combi Pack 1500 V Multi-Cut er udstyret med en computer, der ud over at betjene presseren også holder styr på, hvor mange baller presseren har produceret.

- Forreste i menuen ligger der både antal baller pr. opgave og det totale antal baller. Begge tal kan slettes, men inde bagved i computeren ligger der også en total, som ikke kan slettes. Ved vurdering af en brugt presser er det en rigtig god start at finde ud af, hvor mange baller presseren har lavet. Kan man ikke selv finde ind i menuen, er der hjælp at hente hos en forhandler af Krone, siger Jonas Andersen, værkfører hos Danatek A/S i Farsø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rundballepresseren har en del sliddele og i den dyre ende ligger de to kammerkæder.

- Det er vanskeligt at sige noget generelt om, hvor mange baller, der kan presses på et hold kæder. Samtidig er det vanskeligt at afgøre, hvor slidte kæderne er, og den bedste metode til at vurdere kædernes tilstand er derfor, at tælle de medbringere, der er monteret på kæderne. Hver gang kæderne kortes op, forsvinder der en medbringer, og når det er gjort to gange, synger kæderne på sidste vers. Ring derfor til forhandleren, og spørg hvor mange medbringere en ny kæde til den pågældende presser har, siger Rune Bech, montør hos Danatek A/S, og tidligere chauffør på en Krone Combi Pack.

Undersøg rotoren

Pickuppen på Krone Combi Pack 1500 V Multi-Cut er med fem rækker pickupfjedre. Montøren anbefaler at tage fat i fjedrene for at undersøge lejer og kulissestyr for slør.

- Efter pickuppen fører en rotor med fingre græsset hen over knivene og ind i ballekammeret. På en ny presser er fingrene 135 millimeter høje, og det er derfor let at måle, hvor slidt rotoren er, siger Rune Bech og tilføjer:

- Presseren kan sagtens køre, selv om der er slidt nogle centimeter af fingrene. Symptomerne på at valsen er ved at være for slidt, kommer som regel om efteråret, når græsset er kort og vådt. Er valsen slidt, hober det korte græs sig op imellem pickup og valse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over slitagen anbefaler han, at man også vurderer den generelle tilstand af valsen. Er der indføringsfingre, som er knækket af, og mangler der afstrygere, er det tegn på, at der har været sten i maskinen.

- Kommer der en sten ind i valsen, og par indføringsfingre bøjes, er det vigtigt, at de hurtigt rettes op. Ellers kører de og skubber til afstrygerne, som til sidst brækker af, tilføjer værkføreren.

Skift kæder i tide

Maskinen trækkes af kraftige rullekæder, som smøres automatisk. Kædestrammerne er fjederbelastet, og af instruktionsbogen fremgår det, hvor hårdt fjedrene skal strammes.

- Når opstramningen ikke længere kan overholde målene, er det en god ide at udskifte kæderne frem for at korte dem op. Ved at skifte kæder i tide, mindskes slitagen på kædehjulene, og de holder derfor betydelig længere, end hvis kæderne bliver slidt i bund, siger Rune Bech.

Han opfordrer til at være på forkant både med både den daglige og den årlige servicering af presseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man først kommer bagud, er hans erfaring, at det tager tid og er dyrt at indhente det forsømte. Efter sæson råder han til, at presseren rengøres, lejer smøres og resten sprøjtes ind i olie. Kun et sted må der ikke komme olie, og det er på gummivalsen ved netbindingen. Kommer der olie på den, løsner gummiet sig fra stålet, og det koster en ny valse.