Meningen var, at den skulle være enkel, driftsikker, servicevenlig og billig - men stadig pænt avanceret med mange muligheder for programmering. Og sådan blev det, da Jakobs Smedie i Bedsted i Thy udviklede en ny vaskerobot til svinestalde. Efter en tre måneders testperiode på Brunshøjgård i Thy har vaskerobotten vist gode takter.

Manden bag nyheden, Jakob Søndergaard har givet vaskerobotten det velklingende navn Wash Power proff.  Den er kompakt - 65 centimeter bred og 100 centimeter lang - og er nem at flytte rundt med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når vaskerobotten når hen til den fjerne ende af stalden, stoppes den ved hjælp af en ultralyds-føler, som registrerer afstanden til væggen eller døren.

- Slangerullen, som er en combi-rulle, har vi også selv udviklet. I rullen er der lagt en dobbelt hydraulikslange, hvor der er ledning i den ene og vand i den anden, forklarer Jakob Søndergaard, der også kommer ind på mulighederne for programmering.

Wash Power proff kan programmeres til at køre iblødsætning, hvor den har tændt begge dyser på samme tid eller køre forskellige vask, hvor den kun har tændt for en dyse og dermed mere tryk. Ved hver vask eller iblødsætning kan man stille hvilken grad, strålen skal have på inventaret.

- Ved enden af stalden drejer robotten dyse-armene i små step til en ønsket højde på endevæggen, så man ikke får et område, der ikke er vasket, siger Jakob Søndergaard, der ikke nåede at tilmelde nyheden til Agromek, hvor den ellers nok havde haft chancen for en stjerne eller tre.

Sparer vand

- Ved programmering har man også mulighed for at stille dysens hastighed i penduleringen, og det er unikt - således at det går hurtig der, hvor rækkevidden er kort, og langsomt hvor rækkevidden er lang. Eller man kan tilpasse hastigheden efter, om der er meget eller lidt skidt. Dermed bruger man mest energi og vand, hvor der er mest skidt, og det giver en vandbesparelse, siger Jakob Søndergaard. Egne programmeringer kan gemmes i robottens hukommelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinen tilkobles det eksisterende højtryksanlæg i stalden. Den kræver en vandmængde på minimum 25 liter og kan arbejde med op til 40 liter per minut. Trykket vil kun blive omkring 100 bar på de 40 liter.

- Og med den nyudviklede dyse som binder vandmolekylerne sammen, har vi mulighed for stadig at have effekt af vandstrålen helt ude på fem til seks meter og endda lidt mere. Vi kan også få en sms fra maskinen ved forskellige driftsforstyrrelser, det vil sige, hvis den støder på en forhindring , eller hvis der bliver strømafbrydelse, siger Jakob Søndergaard.

Testet tre måneder

Wash Power proff er blevet testet i tre måneder på Brunshøjgård i Thy hos Kristian og Anders Kappel. De oplevede lidt justeringer i begyndelsen, men det blev hurtigt løst, og robotten har foreløbig kørt 250 driftstimer.

- Med vores kendskab til andre typer robotter, har vi konstateret, at den har bedre slagkraft, hvor rækkevidden er lang for strålen, og med den store vandmængde er der rigtig god vaskeeffekt på det faste gulv ude i bunden af stierne. Vi har kunnet vaske to store svinestalde, der er 35 meter lange fra den ene dag til den anden, og begge stalde var klar til, at vi kunne give dem sæbe med det samme, og derefter begynde på den sidste manuelle finvaskning, lyder det fra Kristian og Anders Kappel, som finder, at programmeringen ikke er vanskelig, når man først har lært det.

- Det er smart, at strålen kan køre langsomt hen over nogle steder yderst i stien, som er sværere at vaske, og derefter køre hurtigt hen over noget epoxy-behandlet gulv, som er meget nemt at få rent, siger de.