De seneste års høje priser på skind har presset priserne på farmene op, og unge har svært ved at låne penge i bankerne, der har strammet kreditskruen for landbrugskunder. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Bankerne kræver en stor egenkapital for at låne penge ud til unge, der vil ind i landbruget generelt. Ved andre landbrug kræver bankerne egenkapital på mindst 20 procent, og det er min opfatetlse, at kravene er endnu højere ved minkavlere, siger Niels Erik Madsen, der er leder af regnskabsafdelingen ved Heden og Fjordens Landbrugscenter i Holstebro, til Dagbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over problemer med finansieringen oplever unge minkavlere, at ældre landmænd er hurtigere til at købe farme, der kommer til salg.

- De etablerede farmere har tjent gode penge de seneste tre-fire år og har egenkapitalen i orden. Det tager lang tid at få en miljøgodkendelse til at udvide produktionen, og derfor er det meget lettere at købe en ekstra farm, hvis placeringen er den rigtige, siger Niels Erik Madsen.