Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, Center for Fremtidsforskning, der selv har en fortid i den finansielle sektor, mener, at det lige nu er det helt rigtige tidspunkt at låne penge ud til veldrevne landbrug.

- Jeg har selv en fortid i den finansielle sektor, og det er en kendt sag, at det er, når det går godt, at bankerne skal være meget kritiske med deres udlån, mens de skal være mere løse med pengene, når det går skidt. Det er i de perioder, hvor det går godt, at de tager tabene ind. Det ved alle, siger Jesper Bo Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig konstaterer han, at store dele af banksektoren har begået netop den fejl, og han giver de europæiske regler for finanssektoren skylden, fordi reglerne er blevet udformet efter amerikanske principper, hvor bankerne ikke længere må lægge til side til tab i de gode år.

Han erkender samtidig, at problemerne ikke bliver mindre af den måde, Finanstilsynet for tiden tvinger bankerne til at nedskrive på landbruget.

- Det er ikke sikkert, at den er den mest heldige vurdering, som Finanstilsynet lægger for dagen i øjeblikket, siger han.

Jesper Bo Jensens konstaterer dog også, at der er et par store banker, som fortsat er i stand til at låne ud til landbruget.

Og det bør ifølge Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, give unge, der gerne vil etableres i erhvervet nogle gode muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For første gang i mange år kan det forrente sig at købe jord. Så for de unge er der den bedste mulighed i 20 år. Jeg mener, vi har nået et realistisk niveau for jordpriser, men vi skal bare have den finansielle sektor med, siger Torben Hansen.