Godt to hundrede gæster var mødt op i dag for at deltage indvielsen af et nyt biogasanlæg og en vindmøllepark ved Hemmet i Vestjylland.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) var taget den lange vej fra København for at indvie det grønne energicenter. I sin tale roste han den måde, hvorpå initiativtagerne sammen med kommune, det lokale erhvervsliv og ikke mindst den lokale befolkning havde fået projekterne op at stå.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I er foran de fleste andre kommuner i Danmark, og hvis man andre steder kunne få tingene til at køre, som I har gjort her, ville meget blive lettere, sagde Martin Lidegaard til de forsamlede, der blandt andre omfattede biogasforkæmperen Kent Skaaning og manden bag vindmølleparken, Jens K.Pedersen.

Martin Lidegaard var lidt misundelig over Ringkøbing-Skjern Kommunes energiplan, der har som mål at blive selvforsynende med vedvarende energi allerede i 2020.

- I er jo langt foran regeringens mål, sagde han.

Store forventninger

Svineproducent Kent Skaaning har store forventninger til det decentrale anlæg, der bliver taget i brug på mandag.

- Vi har kombineret gårdanlæggets fordele med centralanlæggets fordele, sagde Skaaning, der har 15 års erfaring med eget biogasanlæg på bedriften i Vestjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er ingen gyllekørsel, idet de fem leverandører pumper gyllen hen til biogasanlægget, for netop kørslen er for Kent Skaaning ødelæggende for økonomien i et biogasanlæg. Og for at forenkle tingene så meget som muligt, har man valgt den gasmotor fra, der normalt leverer strøm og varme på andre biogasanlæg.

- For at gøre det enkelt og driftsikkert, har vi valgt at varme gyllen op med varmepumper, fortæller Kent Skaaning.

Med overskudsstrøm fra de nærliggende vindmøller kan udgiften til varmepumperne holdes nede. Han forventer, at anlægget kan køre med to operationsdage om ugen, hvor der kræves mandskab, men at det ellers er det nok med et dagligt tilsyn.

Det har taget tre år fra idé til driftsklart anlæg, og da de etablerede pengeinstitutter ikke har vist synderlig interesse for at finansiere biogasanlægget, har leverandørne med Kent Skaaning i spidsen selv sørget for at få skaffet den nødvendige kapital.

 - EUDP, energiministeriets udviklings og demonstrationspulje, har givet seks millioner kroner til biogasanlægget, og i den forbindelse oprettede vi selskabet Combigas, idet kommunen ikke kan få penge til selve opførelsen af anlægget, fortæller direktøren i Combigas, Klaus Høgh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Til gengæld bevilgede EUDP 10 millioner kroner til Bioenergi Vest til den 35 kilometer lange gasledning, der skal føre gassen til Skjern Fjernvarme, tilføjer han.

Bioenergi Vest er et delvist kommunalt selskab, hvor Ringkøbing-Skjern kommune ejer 50 procent af aktiekapitalen, mens Vestjysk Landboforening og erhvervscentret hver tegner sig for 25 procent.