Da LRØ holdt sit årlige Plantetræf på VidenCenterBygholm 12. juni, var et af budskaberne, at rug yder et højere udbytte end hvede - også på fed jord.

- Siden 2007 har vi lavet forsøg, hvor vi har sammenlignet udbytterne i de forskellige kornarter, og her har rugen klaret sig bedre end hvede, fortalte Jacob Winter Nymand, planteavlskonsulent, LRØ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ideen til forsøgene med sammenligning af kornarterne kom fra Tyskland, hvor man i mange år har dyrket rug efter raps for at udnytte rugens store udbyttepotentiale.

Så rug 15. august

Hvis man vil dyrke hybridrug, skal man dog ifølge Jacob Winter Nymand være opmærksom på, at udsæden er dyr.

For at spare på udsæden anbefaler han derfor, at rugen sås tidligt. Gerne den 15. august. På det tidspunkt mener han, at 80-110 planter pr. kvadratmeter er tilstrækkeligt. Derfor vil en udsædsmængde på 40-50 kg pr. hektar ofte være tilstrækkeligt ved den meget tidlige såning.

Han understreger dog, at den tidlige såning ikke kan anbefales på arealer, hvor man ved, at der er problemer med græsukrudt. En del af strategien til bekæmpelse af disse aggressive græsser kræver nemlig ifølge konsulenten, at man laver et falsk såbed i efteråret.

Vinterfast triticale

Forsøgene har også vist, at triticale i nogle år har klaret sig bedre end hvede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når Jacob Winter Nymand er mere tilbageholdende med at anbefale triticale, hænger det sammen med, at triticale kræver en del input af kvælstof og planteværnsmidler, og derfor er stort set lige så omkostningstung at dyrke som hvede. Triticale har dog vist sig at være mere vinterfast end hvede, så på udsatte lokaliteter, mener han, at triticale også kan være et godt alternativ til hvede.