Danske Dal-Bo bruger blandt andet udstillingen i Borgeby til at introducere en ny 12 meter bred tromle i MiniMax-serien. Derudover sætter Dal-Bo fokus på virksomhedens nye salgsstruktur i Sverige.

- Siden nytår har haft egen repræsentation i Sverige og sender nu redskaber direkte fra fabrikken i Danmark og ud til de svenske forhandlere. Det giver en tættere kontakt til forhandlerne og ikke mindst til slutbrugerne, siger eksportchef Hans Otto Wildfang, Dal-Bo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kompakt tromle får større ringe

MiniMax serien repræsenterer de mindre og mellemstore tromler fra Dal-Bo. På udstillingen viser virksomheden en videreudvikling af versionen med en arbejdsbredde på 12 meter.

- Kunderne ønskede en tungere tromle, og for at imødekomme det har vi monteret den 12 meter brede tromle med 600 millimeter høje cambridgeringe. For at kunne håndtere vægten af de større ringe er tromlens chassis blevet redesignet og forstærket, siger Hans Otto Wilfang.

Sammen med Dennis Alexis, der er virksomhedens mand i Sverige, glæder han sig også til at vise virksomhedens FrontGrubber, som svenskerne for alvor er ved at få øjnene op for.