Cacian Ciolos har sagt ja til invitationen fra Kolding Herreds Landbrugsforening til at komme og svare på spørgsmål om den kommende landbrugsreform. Mødet er kommet i stand via formanden for Folketingets Europaudvalg Eva Kjer Hansens mellemkomst.

- Vi er meget glade for muligheden for en direkte kontakt med landbrugskommissæren. Jeg tror, mange danske landmænd er meget usikre på, hvor radikalt der vil blive gået til værks i Bruxelles, når CAP 13 skal færdiggøres. Så det er udmærket, at landbrugskommissæren får et par input med direkte fra de landmænd, det hele drejer sig om, siger KHL's formand Thomas Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug og Fødevarer har givet høringssvar på landbrugskommissærens udspil, men Thomas Hansen mener ikke, det kan understreges for tit, at kravene til EU’s bønder må være ens, uanset hvilket af de 27 medlemslande man kommer fra.

- Vi skal have lige regler og lige midler, understreger han med henvisning til kommissærens erklærede ønske om at lave en omfordeling af støttekronerne mellem nye og gamle EU-medlemmer.

Men derudover kan Thomas Hansen godt forestille sig, at andre spørgsmål kan komme på banen, for eksempel en stærkt tiltrængt afbureaukratisering af hele støtteordningen.

Mindre danske landbrug er store

Personligt er han også en smule afventende over for forslaget om, at mindre landbrug fritages for en række regler og kontroller, mens der skæres drastisk i støtten til de store landbrug.

- Det kommer helt an på, hvordan snittet lægges, understreger Thomas Hansen og peger på, at selv de mindste danske landbrug er store i forhold til landbrug i Sydeuropa og især i Bulgarien, Rumænien og andre af de tidligere østblok-lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan give en alvorlig skævvridning, mener han.

Mødet med landbrugskommissæren holdes hos kvægproducent Simon Simonsen, Wissingsminde, Wissingsmindevej 18, Lunderskov, søndag den 3. juni fra klokken 16.00-17.30. Tilmelding til KHL.