25-årige Johanne Marie Laursen, der de sidste to år har været en del af LandboUngdoms landsledelse er blevet formand for LU. Det oplyser LandboUngdom.

Den nye formand glæder sig til at komme i gang med formandsarbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil arbejde ydmygt og ihærdigt med opgaven. Jeg er meget stolt over at blive valgt som formand for LandboUngdom. Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet og komme i gang med denne spændende og udfordrende opgave, fortæller Johanne Marie Laursen, der bor i Oddense ved Skive sammen med sin kæreste.

Johanne Marie Laursen blev medlem af Kjellerup LandboUngdom i 2005, som senere blev lagt sammen med Viborg, som i dag hedder Viborg/Kjellerup LandboUngdom.

Hun har allerede masser af planer for, hvor indsatsen skal sættes ind nu, hvor hun er formand.

- Vi skal være mere synlige både udadtil i pressen og indadtil for medlemmerne. Vi skal holde fokus på YJ-lån og de rammeforhold, vi snakker om i dag. Vi skal fortsætte det vigtige lobbyarbejde i CEJA og for uddannelsen. Og sidst men ikke mindst, skal vi sørge for, at LandboUngdom stadig er en forening for en masse sociale og glade unge mennesker, siger Johanne Marie Laursen.