Rundt om i hele landet slår en lang række fåreavlere stalddøren op d. 7. april til Fårets dag. 

- Der fødes mange lam i de danske fårebesætninger i netop denne påsketid, derfor er Fårets dag en unik mulighed for at opleve en fårebesætning og se de små lam hoppe omkring. Hvem bliver ikke glad af at se dikkende haler på lam, der dier, og høre lam og får, der kalder på hinanden, siger Erik Lindegaard, formand for Dansk Fåreavls PR- og Afsætningsudvalg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Børnene har desuden mulighed for at klappe tamme dyr, og alle kan nyde den omgivende natur, som fårene er i. Nogle steder er det også muligt at se andre husdyr, som ponyer, heste, høns, kaniner, marsvin og hængebugsvin. 

Uld, pels og pølser

På gårdene er der mulighed for at opleve forskellige aktiviteter som hyrdehundeopvisning, pilefletning, eller demonstration af spinding og filtning.

- Hvis man går med tanker om selv at holde får, så kan man blive inspireret og samtidig benytte lejligheden til at få en snak om glæden ved at holde får, siger Erik Lindegaard.

Erik Lindegaard tilføjer, at Fårets dag er for alle, også dem som ønsker at se og smage på nogle af de mange produkter, der kommer fra får.

Find det nærmeste påskelam her.