Abonnementsartikel
Med over 200 indlægsholdere - heraf 23 fra udlandet - er der rig mulighed for at sammensætte et godt personligt program på plantekongressen.
Nordens største kongres om planteproduktion og det åbne land afvikles den 10.-12. januar 2012 i Herning Kongrescenter.
Deltagerne kan i år vælge mellem 116 sessioner i løbet af de tre dage og dermed sammensætte et program målrettet egne interesser. Programmet er planlagt, så landmænd vil have størst udbytte af at deltage kongressens to første dage.
- Vi har bestræbt os på at sammensætte et stort og mangfoldigt program for Plantekongres 2012, som kan give en vitaminindsprøjtning til alle, som arbejder med planteproduktion og det åbne land. I år har vi inviteret over 200 indlægsholdere, siger direktør Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug.
Programmet byder både på landbrugsfaglige og politiske emner.
- Den optimale dyrkning af afgrøder af høj kvalitet og med gode udbytter er i fokus, men det kan ikke stå alene i en hverdag, hvor lovgivning, miljø og natur spiller en meget stor rolle. Programmet for plantekongressen skal være et spejlbillede af de udfordringer og visioner, som optager landmænd, rådgivere, natur- og miljømedarbejdere og andre, som arbejder med planteavl og forholdene i det åbne land, siger Carl Åge Pedersen.