- Vi har bestræbt os på at sammensætte et stort og mangfoldigt program for Plantekongres 2011, som kan give en vitaminindsprøjtning til alle, som arbejder med planteproduktion og det åbne land, siger direktør Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug.

Plantekongres 2011 byder på betydeligt flere indlæg end tidligere. Deltagerne kan i år vælge mellem 116 sessioner i løbet af de tre dage og dermed sammensætte et program målrettet egne interesser. Programmet er planlagt, så landmænd vil have størst udbytte af at deltage kongressens to første dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den optimale dyrkning af afgrøder af høj kvalitet og med gode udbytter er i fokus, men det kan ikke stå alene i en hverdag, hvor lovgivning, miljø og natur spiller en meget stor rolle. Programmet for plantekongressen skal være et spejlbillede af de udfordringer og visioner, som optager landmænd, rådgivere, natur- og miljømedarbejdere og andre, som arbejder med planteavl og forholdene i det åbne land, siger Carl Åge Pedersen og fortsætter:

- Vi håber at se rigtig mange mennesker til Plantekongres 2011. Kongressen plejer at summe af snak, diskussioner og godt humør, og det er jo noget, vi alle har brug for.