Covid19 kommer til at betyde noget for landbruget, om vi vil det eller ej. Mennesker smittes, isoleres, og hvis de er rigtigt uheldige, dør de af virusset, som kommer fra et kinesisk krybdyr. Millionbyer isoleres, vigtige transportveje lukkes. I Kina forlyder det, at hundrede tusinder af husdyr er blevet forladt i stalde, fordi der ikke kunne skaffes foder og fordi de i øvrigt var i karantæne for netop influenza.

Corona-epidemien er ved at vokse sig til en verdensomspændende pandemi og giver dønninger helt ind i på de globale børser, hvor kurserne ser rødt, og økonomier står stille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dansk svineproduktion er vi dog foran. Både grise og mennesker vaccineres mod de gængse influenzatyper. Vi ved, at mennesker og dyr smitter hinanden. Men hvad gør vi, hvis den kulørte presse opdager, at coronavirus er vidt udbredt i danske svinebesætninger?

Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at landbruget er præget af princippet: Hvis man ikke taler om det - så eksisterer det ikke. Men hvad sker der når lægmand får "nys" om porcint respiratorisk coronavirus?

I landbruget ved vi, at disse stammer af coronavirus ikke er så alvorlige og ikke smitter på samme måde som Covid19 har gjort det. Men det ved journalisterne i den brede presse ikke nødvendigvis.

Jeg kan se de saftige overskrifter for mig: Danske svin smitter med coronavirus. Hvis sådanne overskrifter kommer, hvad gør man så som svineproducent? Kan man forestille sig MRSA-lignende tilstande, hvor landbobørn udelukkes fra fællesskabet og skal bære mundbind i skolen? Det håber jeg ikke.

Men vi ved, at fakta ikke fylder meget, hvis først følelserne tager over. Når det handler om MRSA sætter mange mennesker fejlagtigt lighedstegn mellem MRSA og svin, selvom svine-MRSA er mindre hyppig end de fleste andre MRSA-typer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg håber inderligt, at vores brancheorganisationer har et beredskab klar til at oplyse og informere med tilbagevirkende kraft, hvis skaden sker, og der opstår coronahysteri i medierne.