Mens kartoffelavlere undersøger alternativer til Reglone, efterlyser Envo-Dan mere fokus på gasbrænderne.

Fra februar næste år bliver det forbudt at bruge Reglone. Forbuddet vil ramme blandt andre de konventionelle avlere af læggekartofler.

Måske vil det lykkes branchen at få en dispensation. Men selv hvis den kommer, er det nødvendigt at finde andre veje i en fremtid, hvor stadig flere sprøjtemidler kommer på den sorte liste.

Der undersøges metoder, hvor planten dræbes med strøm, ild eller vanddamp, og metoder hvor planten rykkes af eller skæres over.

Nogle af metoderne kan kombineres, men branchen er endnu ikke landet på en nedvisnings-metode, der er lige så effektiv eller rentabel som Reglone.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Gas kan være effektiv

Ole B. Jensen vil gerne fremhæve brugen af ukrudtsbrændere, som han hævder kan slå en kartoffelplante ned lige så effektivt som Reglone.

Han er indehaver af Envo-Dan, der fremstiller ukrudtsbrændere til landbrug og kommuner og kunne godt ønske sig, at de konventionelle kartoffeldyrkere blev lidt mere opmærksomme på de muligheder, som gasbrændere tilbyder.

rich-media-1
Envo-Dans største ukrudtsbrænder er 9,2 meter bred. Pressefoto.

I mere end 20 år har han beskæftiget sig med ukrudtsbrændere, men har med et par undtagelser kun solgt brændere til økologiske landmænd.

Bruges med omtanke

- Hvis gasbrændere bruges med omtanke, behøver det ikke at være miljømæssigt uforsvarligt eller økonomisk urentabelt at bruge gas. Man skal huske på, at fremstillingen af kemiske midler også producerer CO2, siger Ole B. Jensen og tilføjer:

- Afhængig af gasprisen kan man brænde for nogenlunde det samme som det koster at sprøjte.

- Hvis gassen koster 8 kroner pr. kilo, og hvis man først aftopper planten, kan man nøjes med at bruge 60 kilo gas pr. hektar. Det vil altså koste under 500 kroner pr. hektar.

Aftopper forrest og brænder bagerst

Mens gassen måske kan konkurrere på økonomisk med Reglone, så har den sværere ved at konkurrere på effektiviteten. Navnlig hvis man ikke kan udføre nedvisningen i én og samme arbejdsgang.

- En nok så bred gasbrænder kan i sagens natur ikke konkurrere med en 24 meter bred sprøjte, påpeger Ole B. Jensen og tilføjer:

- Men ved at montere for eksempel en 4 meter bred aftopper foran og en tre meter bred brænder bagpå kan nedvisningen udføres i én arbejdsgang. Samtidig kan man jo også bruge brænderen til ukrudtsbekæmpelse om foråret.

En anden mulighed er at montere en 6 meter bred aftopper og en brænder af tilsvarende bredde. Denne skal dog fremstilles på bestilling.

rich-media-2
Denne brænder har en bredde på 6,6 meter. Pressefoto.

Ole B. Jensen konkluderer, at ukrudtsbrændere kan yde et godt bidrag i kampen for at sikre en fortsat eksport af gode danske læggekartofler i en fremtid, hvor stadig flere pesticider kommer på den sorte liste.

Håber på blid overgang

En anden person, der også er bekymret for fremtidsudsigterne er Kim Madsen. Han er produktionschef i Danespo, der producerer læggekartofler til eksport.

- Et taskforce-udvalg under SEGES er lige nu i gang med at skrive en ansøgning om dispensation til Miljøstyrelsen. Ansøgningen er koncentreret om brug af Reglone til nedvisning og giver lidt køb på ukrudtsbekæmpelsen.

- Ansøgningen vil blive afleveret om et par uger og vil forhåbentlig få en hurtig behandling, fortæller Kim Madsen.

Der er i øvrigt forlydender om at også Tyskland vil søge om dispensation.

- Er der andre EU-lande, der søger, står vi selvfølgelig stærkere, end hvis vi er det eneste land, siger Kim Madsen og tilføjer, at branchen har brug for en overgangsordning på gerne fem år for at finde en passende metode, der er lige så holdbar og effektiv som brugen af Reglone.

rich-media-3
En brænder kan også bruges til ukrudtsbekæmpelse i foråret. Pressefoto.