Den fjerde gyllevogn med fire hjul på én række fra BS er taget i brug hos Skinnerup Maskinstation - lavt marktryk og en snild maskine er nogle af argumenterne.

Strukturskader allerede ved nedfældning af gylle forud for pløjning og såning er efterhånden et velkendt problem. Løsningerne de seneste år har været hjul med større diameter, lavt lufttryk og større arbejdsbredde på nedfælderen.

Skinnerup Maskinstation har altid kørt med tvillinghjulmontering på traktor og været tilhænger af BS-vognens specielle gyllevogn med fire hjul på én række, fordelt på to aksler.

Derfor er det vigtigt, at gyllevognen kan tage ét helt læs fra vores tre-akslede lastbil-trailere.

- Jens Kirk, Skinnerup Maskinstation

- Vi fordeler trykket over et stort areal, og har samtidigt en gyllevogn, som vi let kan komme rundt med på forageret, fortæller Jens Krik, den ene ejer af Skinnerup Maskinstation, som han driver i fællesskab med sin bror, Ejner Kirk.

Brødrene Kirk fik i 1996 den første BS-gyllevogn med fire hjul på én række og et rumindhold på 14 kubikmeter.

Til sæson 2016 er den første 35 kubikmeter gyllevogn fra BS taget i brug. Vognen rummer 32 kubikmeter, mens en tre kubikmeter fronttank hjælper gylleekvipagen op på 35 kubikmeter kapacitet i ét læs.

Princippet med alle fire hjul, som sidder på én række er bibeholdt, hvor de sidder på to aksler, mens resten af vognen mere eller mindre er helt ny.

Ægte nedfældervogn

Den nye gyllevogn har flere nytænkninger i forhold til de tidligere gyllevogne fra BS med fire hjul på én række.

- Nu er gyllevognens hjul indbygget i tanken, så vi på den måde får en lav højde på gyllevognen, fortæller Jens Kirk, som sammen med Bent Salquist fra BS gik i gang med projektet i januar 2016 med de første skitser og ideer til den kommende gyllevogn.

Diameteren på gyllevognen er på hele 2,5 meter, mens den totale højde på gyllevognen er blot fire meter.

Hele gyllevognen er bygget op således, at vangerne, som går fra traktorens træk, er fastgjort i akslen til hjulene og går derfra videre ud og har fat i nedfælderen.

- På den måde fjerner vi alle stress-påvirkninger fra tanken, som blot er fastgjort ved hjulakslerne og i fronten med to hydrauliske stempler, hvor tanken kan affjedre i forhold til trækket, fortæller den nordvestjyske maskinstationsejer, og påpeger at vognen dermed er en ægte nedfældervogn.

Han bakkes op af Bent Salquist, som fortæller, at liften tager 16 tons.

- Liften er overdimensioneret, og det skyldes primært, at vi her har at gøre med prototypen af en gyllevogn med én aksel i denne størrelse, fortæller han og påpeger det stærke område mellem hjul og tank:

- Efter tanken er valset, er der blevet skåret ud til hjulene, og selve pladen, som efterfølgende er svejset op i bunden af tanken er hele 14 millimeter tyk. Tykkelsen skyldes, at vi her kan have et svagt punkt, og det derfor er vigtig, at være sikker på, at gyllevognen ikke vil revne netop her.

Selve tanken er forstærket med valsede profilrør.

Læsning til bunden

Hele ideen med en 35 kubikmeter gyllevogn er, at den skal fyldes af lastbiler, så gyllevognen bliver på marken, og lastbiler med gylletrailere står for vejtransporten mellem mark og gylletank.

- Derfor er det vigtigt, at gyllevognen kan tage ét helt læs fra vores tre-akslede lastbil-trailere, fortæller Jens Kirk, som begyndte med lastbiler og gylletrailere for 20 år siden.

Maskinstationen råder også over en 35 kubikmeter AP gyllevogn, som også får leveret gyllen direkte i marken af lastbilerne.

- Til fyldning fra lastbilerne sidder fyldestudsen bagerst på BS-gyllevognen, og studsen er ført helt til bunden i tanken. Det skyldes dels, at vi på den måde undgår skumdannelse, når der læsses gylle i gyllevognen, og dels får vi skyllet gyllen ned i bunden og frem i gyllevognen, og på den måde bliver eventuelt bundfald blandet op, fortæller Jens Kirk.

For at sikre, at gyllen selv kan løbe frem til aflæsepumpen, så er der lavet et bundstykke, så gyllen kan løbe frem i tanken mellem hjulene.

Fleksibel med kran

- Vi har valgt at montere en kran på den nye BS-gyllevogn, så vi kan benytte en buffertank og tage gyllen direkte fra gylletanken de steder, hvor vi kan køre direkte fra tank til mark uden at skulle på offentlig vej.

Maskinstationens erfaringer med buffertanke er dog, at de i meget kort tid står hensigtsmæssigt, og dermed er det langt mere fleksibelt, at lade lastbilerne tømme gyllen direkte over i gyllevognen.

Selve kranen kommer fra AP Gyllevogne, og hele den hydrauliske styring er også leveret fra AP gyllevogne.

Det betyder, at chaufføren i kabinen styrer gyllevognen med samme joystick og terminal, som var det en AP Gyllevogn.

En snild gyllevogn

Brian Frostholm er fast chauffør på den specielle gyllevogn, og det er han godt tilfreds med.

- Vognen er rigtig snild, da den ikke er ligeså lang, som den tre akslede AP gyllevogn på 35 kubikmeter, fortæller den nordvestjyske maskinfører fra førersædet på sin John Deere 8430.

Når gylleekvipagen når forageret, drejer han let rundt og kan uden problemer køre op i trækket ved siden af det forrige.

- Jeg kører med autostyringen og springer over hvert andet træk, men det er faktisk ikke nødvendigt. Jeg kan uden problemer vende på de otte meter, som er bredden på AP-sortjordsnedfælderen.

Brian Frostholm påpeger også, at der ikke er en boogie-undervogn, som skal vedligeholdes, og som bliver udsat for hårde vridninger ved en skarp vending.

Flere redskaber

Det var Skinnerup Maskinstation, som sammen med BS for 20 år siden udviklede den første gyllevogn på én aksel med fire hjul.

- Vi solgte ingen vogne de første par år, men pludselig gik der hul på ballonen, og vi har solgt cirka 50 gyllevogne med én række og fire hjul på de 20 år, fortæller Bent Salquist.

Den første gyllevogn var på knap 14 kubikmeter, mens den seneste blev produceret på 20 kubikmeter, som nu er overgået af den store 35 kubikmeter gyllevogn.

Hos maskinstationen i Thy udviklede BS også en roevogn for to år siden, som rummer 15 kubikmeter og med fire hjul på én række.

- Den er vi rigtig glade for. Den tager to læs fra roeoptageren, og fordeler trykket helt perfekt på marken. Desuden er det en fordel med de fire hjul, når vi læsser af i kule, da det giver et ens underlag, som roerne kommer til at ligge på, fortæller Jens Kirk, som benytter roerne til et biogasanlæg på bedriften i Skinnerup i Thy.