Hvorfor skal urimelige og forkvaklede krav og sanktioner have lov at forpeste landmænds tilværelse?

Mon ikke de fleste udmærket er klar over, at man ikke kan tvinge sine børn til at være fejlfrie og komme hjem med lutter 12-taller i karakterbogen. Heller ikke selvom et politisk flertal skulle finde på at vedtage en lov om perfekte børn.

Og hvis vi alligevel forsøger at gøre børn perfekte ved at slå hårdt ned med kraftige sanktioner mod staklerne, når de ikke lever op til de skyhøje - ja umenneskelige - krav, så vil vi nok få både medmennesker og myndigheder på nakken.

Mon ikke de fleste ville beskylde os for en forkvaklet pædagogik og et ækelt menneskesyn?

Og mon ikke vores børn ville blive nedbrudte af sådan en opdragelsesmetode?

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men når visse politikere og myndighedspersoner får magtbeføjelser, så sniger den autoritære - ja vel nærmest totalitære - pædagogik sig desværre ind i deres tilgang til myndighedsudøvelsen. Og de slår hårdt ned på enhver millimeteroverskridelse og ethvert manglende kryds i et skema.

Ja, nogle gange er det måske ikke en gang fejl, de slår ned på. Der er eksempler på, at det er deres egne fejltolkninger, som ligger til grund for deres fremfærd.

Men den forkvaklede pædagogik virker nok ikke bedre og er nok ikke mere rimelig blot fordi voksne udsættes for den.

Det er på tide, at landmænd behandles med almindelig medmenneskelig respekt og værdighed.

Det er helt urimeligt, når en kontrollør vælger at rykke ud med det helt store hold - inklusive politiet, som i øvrigt burde være bedre til at forholde sig kritisk over for myndigheders misbrug.

Det er på tide, at politikere og myndigheder erkender, at man ikke kan forvente enhver tosset regel overholdt til punkt og prikke. Slet ikke de naturstridige med krav om høst, før afgrøderne er modne. Heller ikke krav om, at dårligt vejr ikke er en undskyldning for dårlig fremspiring i en efterafgrøde. Og heller ikke de regler, der ikke tager højde for nødsituationer med Corona og svinepest, hvor slagterierne ikke kommer efter dyrene som planlagt.

Politikere og myndigheder skal også erkende, at skemaer til ansøgninger og indberetninger selvfølgelig kan rumme uskyldige og betydningsløse småfejl - ingen er perfekte og lever derfor ikke konstant op til kravet om et 12-tal i karakterbogen. Og det ændrer sanktioner som politianmeldelser og retssager ikke på.

Heldigvis er der stadig dommere, som ikke er forblændede af myndighedernes forkvaklede voksenpædagogik og med støtte i juraen redder nogle af de uskyldigt anklagede.

Det så vi senest, da Vagn Lundsteen vandt en sag for en landmand, som stod til store sanktioner på grund af et enkelt åbenlyst manglende kryds i et skema, som Vagn Lundsteen havde udfyldt for manden.