Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: USDA kom i går med den månedlige rapport for den amerikanske- og globale forsyningsbalance på de globale afgrødemarkeder. Og selvom det var en rapport uden de helt store overraskelser, så var det alligevel en noget nær historisk begivenhed, da forventningen til de amerikanske slutlagre i kommende sæson steg med over 50% sammenlignet med indgangen til sæsonen 2019/20.

Hvede: Den overordnede konklusion på hveden er stigende globale slutlagre sammenholdt med samme periode sidste år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

På trods af et pænt fald i forventningen til de amerikanske slutlagre, så forventes det, at produktion i blandt andet Rusland og Australien vil være med til danne fundamentet for en stigning. Australien har de senere år været ramt af tørke, og bare her forventes produktionen at stige med 8,8 millioner tons i forhold til sidste år, og landet bidrager således pænt til stigningen.

Sojabønner: På trods af, at USDA nu forventer stigende global produktion af sojabønner, så bliver konklusionen for denne måneds rapport et pænt fald i de globale slutlagre, mens de amerikanske forventes af falde i omegnen af 30 %, sammenholdt med de forventninger USDA havde til indeværende sæson i maj 2019.

Faldet i de amerikanske slutlagre ligger pænt under markedets forventninger, og med pæne kinesiske køb i bagagen, så var rapporten med til at holde en hånd under sojakomplekset.

Majs: På trods af udsigten til de største amerikanske majslagre i tre årtier, så var der alligevel stigninger til majsen på bagkant af månedens WASDE rapport. Om end der forventes en markant stigning i majslagrene, så var stigningerne ikke så store som markedet havde frygtet, og det gav lidt luft til majsen, som endte med at stige med 3% fra bunden.

Brasilianske CONAB kom i forbindelse med deres månedlige rapport i går med en overraskende nedjustering til produktionen af sojabønner, fra 122,06 til 120,33 millioner tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eftersom analytikerne på forhånd havde forventet en lille stigning, så kom meldingen som en overraskelse for markederne, og faldet kan primært tilskrives en nedjustering af de forventede udbytter, da det beplantede arealer var uændret.

Omvendt forventer CONAB stigende majsproduktion, og også her var det endelige tal stik imod markedets forventninger. Her steg produktionen fra 101,87 til 102,34 millioner ton.