EU har vedtaget nye detailregler for økologiske husdyr, harmoniserede procedurer for nedsat omlægningstid og indberetning af oplysninger, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Den kommende økologiforordning, der træder i kraft 1. januar 2021 suppleres nu med detailregler for hold af økologiske dyr. For de fleste husdyrarter er der allerede i dag EU-regler, men som noget nyt kommer der nu også fælles EU-regler for økologiske kaniner og hjorte. De nye regler stemmer generelt godt overens med de nuværende danske regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye regler for fjerkræ

I dag er reglerne for økologisk fjerkræ ikke helt ens i de enkelte EU-lande, men det prøver man på at rette op på nu, så reglerne overordnet set bliver ens. De nye krav ligner generelt vores eksisterende og allerede ambitiøse danske krav.

Der indføres nye krav på enkelte områder for eksempel i forhold til udgangshuller og siddepinde.

Der indføres også nye krav til, at høns i forældredyrsproduktion fremover skal have udendørs adgang.

De nye regler for økologiske fjerkræ gælder fra 1. januar 2021, og vi vil hurtigst muligt orientere mere detaljeret om, hvilken betydning regelændringerne får på fjerkræområdet.

Nedsat omlægningstid

Der indføres standardiserede procedurer for at dispensere for nedsat omlægningstid, så dispensationsmulighederne overordnet set er ens i alle EU-lande, skriver Landbrugsstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oplysninger til Kommissionen

EU-Kommissionen har præciseret hvilke oplysninger myndighederne i de enkelte medlemslande skal indberette til kommissionen i forbindelse med indsættelse af ikke-økologiske dyr og for brugen af ikke-økologisk proteinfoder til svin og fjerkræ. Landbrugsstyrelsen vil derfor inden den nye økologiforordning træder i kraft 1. januar 2021 etablere systemer til at indhente og håndtere disse oplysninger.

Senere på året vil du kunne læse mere udførligt om de nye regler i styrelsens økologivejledning for 2021.