Én af udfordringerne var, at kommunens planer om en udvidelse af tennisbanerne ville gå hårdt ud over dyrskuepladsen, der ville blive indskrænket. Især arealet omkring bommene, hvor dyrene skal stå, og huset til opbevaring af dyrskuets materialer ville blive berørt. Det ville betyde et stort arbejde med nyindretning af disse ting, skriver Farmshowgruppen i en pressemeddelelse.

Skive kommune har dog efter indsigelse fra arrangørerne bag showet ændret lidt på tegningerne, således at bommene kun berøres marginalt. Til gengæld opsættes endnu en bom, og selv om huset til opbevaring af materialer til dyrskuet skal fjernes, indgår der i planerne nu opførelsen af et nyt hus, som evt. også vil kunne bruges af andre grupper, som benytter pladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover vil arbejdet på dyrskuepladsen først begynde til efteråret. Pladsen vil derfor være uberørt til juni, hvor dyrskuet afholdes, skriver Farmshowgruppen.

Frivillige søges stadig

En anden stor udfordring var, at der manglede frivillige til at indgå i planlægningsarbejdet. Der har nu meldt sig flere nye aktive til at indgå i arbejdet.

Derfor melder styregruppen nu ud, at der arbejdes på højtryk for at få endnu et farmshow stablet på benene. Det bliver så for 15. gang, at der afholdes MidtWest Farmshow i Skive.

Men der er stadig en udfordring med hensyn til hjælpere på selve dyrskuedagen. Her skal bruges mange hænder til mange forskellige praktiske gøremål.

Erhvervsudstilling

Netop i disse dage udsendes invitationer til egnens erhvervsdrivende om at støtte op om farmshowet ved at købe en stand på pladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En stand på Farmshow i Skive giver god mulighed for at vise og fortælle om sine produkter og serviceydelser og komme i kontakt med et bredt publikum fra både land og by. Alle typer af virksomheder er velkomne som udstillere på Farmshow, hvad enten det drejer sig om produkter henvendt specielt til landmænd eller mere generelt til hus-, have- og fritidsfolket eller noget helt tredje.

Klar til at modtage tilmeldinger

Hjemmesiden for Farmshowet er opdateret, og igen i år kan udstillerne - både erhvervs- og dyreudstillere - tilmelde sig og betale online samtidig. Pladsen indrettes igen med hovedringen på den centrale plads, og udstillerstandene vil udgå fra ringen i en slags stjerneform, så der skabes et gågademiljø og udstillerne kommer tæt på de aktiviteter, der hele dagen igennem kommer til at foregå både i ringen og i børneområdet.

Masser af aktiviteter for børnene

Der vil traditionen tro være masser af børneaktiviteter. Allerede fredag den 19. afholdes Børnenes Dag, hvor skoleklasser, institutioner og dagplejere inviteres ned på pladsen for at se på klappedyr, høre om landbrug og deltage i aktiviteter. Alle skoler, institutioner og dagplejere i området vil i nærmeste fremtid modtage invitation til denne dag.

Som optakt til besøget på Farmshow kan skoleklasser også bestille et gårdbesøg, hvor de kan komme tæt på en landbrugsproduktion og høre mere om dyr og afgrøder.

Dyrskue, børnedyrskue og underholdning

Om lørdagen afholdes det store dyrskue, hvor egnens flotteste dyr udstilles og bedømmes. Der vil være masser af dyr at se på hele dagen. Samtidig har alle børn også mulighed for at udstille deres kæledyr eller hobby på børnedyrskuet, hvor der er præmier til alle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der arbejdes på forskellige underholdende indslag i løbet af lørdagen.