Miljøminister Lea Wermelin (S) vil undersøge muligheden for at forbyde sprøjtemidlet i private haver og offentlige områder, skriver DR Nyheder.

50.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag om øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat og offentlig brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

TV-programmet Detektor har talt med flere eksperter, der alle bekræfter, at der er foretaget grundvandsboringer med spor af glyphosat. Men ikke alle eksperter deler borgernes bekymring for midlet.

- Vi finder kun sjældent glyphosat i grundvandsovervågningen eller i de almene vandværkers drikkevandsboringer. Faktisk var der i 2018 ikke et eneste glyphosatfund i grundvandsovervågningen, og der var kun fund i to ud af 1740 undersøgte vandværksboringer, siger Anders Risbjerg Johnsen, seniorforsker i geokemi ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som deltager i grundvandsovervågningen, til DR Nyheder.

Nina Cedergreen, professor i miljøvidenskab ved Københavns Universitet, mener ikke, at fundene tyder på et generelt problem med Roundup-forurening af grundvandet.

- I årene 1990-2018 er der fundet glyphosat over grænseværdien i mindre end to ud af 1000 grundvandsprøver, og det kan man ikke sige er hyppigt, siger Nina Cedergreen.