Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: USA/Kina: Stigende optimisme om handelskrigen mellem USA og Kina løftede fredag stemningen og var en klar bidragsyder til såvel råvare- som aktiemarkedet, der fik et ekstra løft. 13. handelsrunder skulle der til før USA og Kina kunne blive enige om en handelsaftale, om end en stærk begrænset en af slagsen, som Trump kalder en fase 1 aftale. Dermed har Trump slækket på kravene om, at en aftale skal være omfattende, og tilsyneladende var det et af de afgørende tiltag, der skulle til, for at få parterne til at nærme sig hinanden igen. Aftalen begrænser sig fra USA's side til at undlade at hæve tolden som ellers planlagt i morgen fra 25 til 30% for 250 milliarder USD kinesiske varer, men omfatter ikke tilbagerulning af den omfattende mængde told, der allerede er pålagt varehandlen. Til gengæld skal Kina markant øge deres opkøb af amerikanske landbrugsvarer over de næste to år, som primært vil bestå af sojabønner og svinekød. Aftalen er et lille skridt i en mere konstruktiv retning, mens forhandlingen af de tunge emner, hvor parterne står mere stejlt over for hinanden, ikke er en del af aftalen.

Soja: Den mere konstruktive retning var tilstrækkeligt til at skabe optimisme i afgrødemarkedet, der lukkede fredagen med pæne stigninger på begge sider af Atlanten. Ifølge Trump forpligter Kina sig til at aftage amerikanske landbrugsvarer for 40-50 milliarder dollar, men dette er endnu ikke bekræftet af Kina. Derfor figurer der fortsat lidt usikkerhed om, hvad der er endeligt, herunder om de 40-50 milliarder dollar er årligt eller over aftalens 2-årige periode. Sojakomplekset steg i niveauet en procent på udsigten til øget efterspørgsel fra Kina. Den spirende optimisme på handelsfronten førte i ugen til, at fondene nu besidder en lille netto lang position i sojabønner. Modstanden i 9,30$/bushel for sojabønner er brudt og skaber luft på opsiden, men præmierne til sydamerikanske varer er indsnævret betragteligt, hvilket sætter et loft over stigningspotentialet. Bevægelserne i sojaskrå har været væsentligt mere afdæmpende, med en godt forsyningsbillede qua hård konkurrence fra sydamerikanske varer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Majs/hvede: Dagens største vindere skulle findes blandt kornafgrøderne. Den kuldefront som trak ned over det nordlige USA inden weekenden, stak dybere ned i majsbæltet end hvad der var ventet fra prognoserne. Det førte på ny bekymringer med sig om frostskader på afgrøderne i dele af majsbæltet, og satte samtidig gang i en ny runde short-covering blandt fondene. For resten af oktober er der ingen indikationer på yderligere sne, og med udsigten til mere varmt og tørt vejr, ventes høsten genoptaget så snart jordholdene tillader det. Majsen i Chicago steg over 4%, og det trak den amerikanske vinterhvede højere, der steg 3%. Uden at der var specifikke nyheder for hveden, og trods en stærkere euro mod dollar, fulgte Matif med Chicago højere, hvor høstterminerne for indeværende sæson lukkede i niveauet 1,5% højere.