Den tyske vognproducent Krampe og den danske indkøbsforening MI har valgt at stoppe samarbejdet fra den 1. februar i år. Inden offentliggørelsen af nyheden har alle MI-forhandlere fået besked om samarbejdets ophør.

Kenneth Brønner, der er er eksportansvarlig for Nordeuropa hos Krampe, lægger vægt på, at beslutningen om at gå hver til sit er sket i god ro og orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi takker MI for 10 års samarbejde og ønsker dem god vind fremover. Vi har i fællesskab valgt at stoppe samarbejdet. Vi har blandt andet valgt det, fordi vi har lavet en ny strategi og fordi, vi gerne vil være tættere på kunderne. Derfor er den bedste løsning for os fremadrettet, når vi ser på eksport, at arbejde direkte med forhandlerne, fortæller Kenneth Brønner, og fortsætter:

- Det er ikke meningen, at vi skal handle direkte fra fabrikken med slutkunderne, men vores hovedfokus er at få mere dialog og feedback fra kunden og forhandlernetværket og samtidig fokusere mere på eksport. I den forbindelse forventer vi selvfølgelig at øge vores omsætning.

Allerede nu er Krampe godt i gang med at finde forhandlere, som har lyst til at arbejde med og sælge Krampes produkter.

- Hele den strukturudvikling, der har været i markedet, gør, at forhandlerne i dag, sagtens kan håndtere den opgave, det er, at skulle forvalte et produkt som vores, siger Kenneth Brønner.

Krampe har allerede afprøvet deres eksport-strategi, og har derfor en helt klar idé om, hvordan den kommende tid skal gribes an.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft succes med strategien i andre lande, så derfor fortsætter vi selvfølgelig også på det danske marked., fortæller Kenneth Brønner.

I en pressemeddelelse fra MI takker de Krampe for et godt samarbejde.

- Krampe har været en god samarbejdspartner igennem de sidste 10 år, en partner som MI har været glade for at have i huset. Udviklingen i markedet betyder bare at vi ikke længere opnår de samme synergier som hidtil. Ophøret af samarbejdet øger naturligt fokusset på salget af MI-Tip, hvilket også stemmer overens med den strategi MI har for det danske marked, fortæller Jakob Scheel, der er product manager hos MI, og fortsætter:

- Vi er glade for at vi har, kunne lave en gensidig aftale omkring ophøret af samarbejdet. Dette har betydet at der er lavet en aftale om at MI kan købe reservedele således at vi kan servicere, de kunder som vi igennem årene har solgt vogne til.