Formand for LandboSyd, Mogens Dall, vil på møde forsøge at samle de landmænd, der har meldt sig ud af Landbrug & Fødevarer.

For nyligt meldte en række landmænd sig ud af landbrugsforeningen LandboSyd på grund af utilfredshed med Landbrug & Fødevarer.

Tirsdag aften er der møde i LandboSyd, hvor de udmeldte bønder kan lufte deres utilfredshed.

Formand Mogens Dall håber, at det ender med, at der blivet fundet en løsning på problemet. Landmændene vil nemlig gerne være en del af LandboSyd, men de vil ikke støtte Landbrug & Fødevarer.

- Opgaven går ud på at samle i stedet for at splitte. Enderne skal nå sammen, for det skal jo lade sig gøre på en eller anden facon, og det håber jeg, at jeg kan være katalysator til at få til at lykkes, siger formand Mogens Dall.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han vil foreslå, at der bliver lavet en plan, som man kan fremlægge for Landbrug & Fødevarer:

- Jeg vil foreslå dem at lave et arbejdspapir og en fempunktsplan og ridse op, hvad der skal til for, at vi vil være med igen. Den skal sendes af sted til Axelborg, og kan man tilslutte sig den der, jamen så er alt godt igen.

Arbejdstøjet

Ifølge Mogens Dall ligger bolden hos de landmænd, der har meldt sig ud.

- Jeg vil gerne være med i arbejdet, men det er dem, der skal i arbejdstøjet. Det er dem, der har sat sig på sidelinjen, og så må vi inde fra banen spørge om, hvad der skal til, før de vil være med igen.

Umiddelbart er den store udfordring at finde en løsning, hvor man kan være med i LandboSyd uden at betale til Landbrug & Fødevarer.

Men kan det lade sig gøre?

- Du foregriber det lidt igen. Jeg ønsker, at vi finder en løsning, hvor der ikke er forskel på bønderne, når det kommer til betaling. Der skal ikke være et økonomisk incitament til at melde sig ud af fællesskabet. Det går jeg mest op i, siger Mogens Dall.

De landmænd, der har meldt sig ud, har tidligere fortalt, at de bakker fuldt ud op om LandboSyds politiske linje og Mogens Dalls arbejde, og at de fortsat ønsker at være tilknyttet LandboSyd rådgivningsmæssigt og politisk.