På Gl. Præstgaard ved Lomborg vest for Lemvig driver Niels Kristensen en økologisk mælkeproduktion med 100 malkekøer og 150 hektar markbrug. Ud af de 150 hektar er 22 af dem tilsået med majs, men i sæson 2020 er de blevet etableret på en helt ny måde for den vestjyske landmand.

- Det begyndte egentligt med, at jeg så en film fra Holland på YouTube, hvor en selvkørende Vervaet gyllenedfælder kørte og såede majs samtidigt med, at gyllen blev placeret, fortæller Niels Kristensen. Han har før fået etableret majsen med gylleplacering i to arbejdsgange ved hjælp af GPS, men oplevede, at det var svært at holde en konstant afstand til majskernen. Det øgede risikoen for, at majskernerne blev svedet af kontakt med gyllen. At kombinere de to arbejdsgange i én virkede som en oplagt løsning, og han tog derfor kontakt til den danske importør af Vervaet, Valtec i Kolding, for at høre, om der var nogle selvkørende maskiner i området, som måske kunne klare denne opgave.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Fra venstre Steen Lerche Hansen fra den danske importør, Valtec. Dernæst Jan Nikolajsen fra Skovvang Maskinstation og Niels Kristensen yderst til højre.

Niels Kristensen blev sat i forbindelse med Skovvang Maskinstation ved Jan Nikolajsen, som til sæson 2020 netop har investeret i en 20 kubikmeter, fem hjulet selvkørende Vervaet gyllenedfælder.

12 rækker på maskinen

Foruden de 22 hektar ved Niels Kristensen endte Jan Nikolajsen med at komme på knap 40 hektar såning og nedfældning af majs med den selvkørende Vervaet.

- Det var et spændende projekt, og jeg kunne godt se ideen i Niels Kristensens forespørgsel med en majssåmaskine bygget sammen med en nedfælder på den selvkørende maskine, fortæller Jan Nikolajsen, som gik i gang med projektet på dels eget værksted og dels sammen med Ingemann Larsen på Mors.

rich-media-3
Nedfælderen er sat sammen af to gamle Agrodan-harver med en påbygget fordeler, og med liftarme til at montere den 12 rækkede Amazone majssåmaskine bagerst.

- Nedfælderen er sat sammen af to gamle Agrodan-harver med en påbygget fordeler, og med liftarme til at montere den 12 rækkede Amazone majssåmaskine bagerst.

- Ligesom harverne, så er Amazone-majssåmaskinen heller ikke helt ny, og valget faldt blandt andet på Amazone, da den kan klappes sammen uden at slukke for blæseren, så der ikke tabes frø på cellehjulet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan være nødvendigt at klappe såmaskine og nedfælder sammen, hvis gyllen afhentes i en nærliggende gylletank. Det er ikke altid, at gyllen leveres ved markkanten, fortæller han

Skovvang Maskinstation har fjernet gødningsskær og markør på majssåmaskinen for at bringe den ned i vægt.

rich-media-5
Selvom nedfælder og såmaskine klappes sammen, kan blæseren stadig holdes igang, og majsen tabes derfor ikke på cellehjulene.

- Det giver lidt udfordringer, når vi skal begynde med majssåningen, men vi har gjort det, at vi kører rundt om marken, og optegner den i GPS'en. Derefter tager vi anden omgang, hvor vi sænker majssåmaskinen i jorden - men uden at så kerner ud. Denne omgang med majssåmaskinen bruger vi dermed som opmarkering af, hvor vi skal hæve nedfælder og majssåmaskinen, når vi begynder med udbringningen af gylle og placering af majs. På den måde sår vi foragrene til sidst på marken, forklarer Jan Nikolajsen.

Præcis placering

Gyllen placeres med i alt 24 tænder på den ni meter nedfælder, og tænderne sidder med 10 centimeters afstand på hver side af majsfrøene.

rich-media-6
Gyllen placeres 10 centimeter på hver side af majskernerne.

- Det ser rigtigt fornuftigt ud under etableringen, og det bliver nu spændende at følge marken igennem sæsonen, fortæller Niels Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man har givet 30 ton gylle pr. hektar på de 22 hektar, pånær seks hektar, som har fået 15 ton gylle pr. hektar.

rich-media-8
Niels Kristensen er her ude med spaden og kontrollere gyllen og majskernernes placering.

- Forfrugten er kløvergræs, som er blevet fræset, fået møg og dernæst pløjet med pakker, forud for gyllenedfældningen og majssåningen. Jeg tænker det kunne være interessant at give de seks hektar de sidste 15 ton gylle pr. hektar lagt ud med slanger i de voksende majs, men tiden vil vise, om kløvergræsset som forfrugt måske kaster så meget næring af sig, at det ikke bliver nødvendigt, fortæller Niels Kristensen.

Du kan blive opdateret på majsmarkens forløb året igennem på maskinbladet.dk samt her i avisen.

rich-media-9
Det kan være svært at se, men i midten ligger majsen, og på begge sider er gyllen placeret.