Lyt til artiklen:

Svinenoteringen er uændret: Markedet er uforudsigeligt

00:00
Hastighed: ???x
01:54

Svinenoteringen er uændret til uge 42. Den ligger stadig på 10,30, som den har gjort siden uge 38.

Det oplyser Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markedsberetningen fra Danish Crown:

Det europæiske marked for grisekød styres lige nu af to faktorer. Ikke overraskende er det udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland og COVID-19, der lige nu gør markedet både volatilt og uforudsigeligt.

- Så sent som onsdag aften kom det frem, at et stort slagteri i Tyskland lukkes ned fra udgangen af denne uge og tre uger frem på grund af et udbrud af corona-virus blandt medarbejderne. Det sker på et tidspunkt, hvor slagtekapaciteten i Tyskland på grund af corona-forholdsregler allerede var på det laveste niveau i mange år. Derfor er udbuddet af grisekød i Europa lige nu relativt lavt, og det sikrer stabile priser, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Det var ellers ventet, at udbuddet af grisekød i Europa ville stige som en konsekvens af udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, men det har COVID-19 indtil videre sat en stopper for.

Udbeningskapaciteten er mange steder under pres. Derfor er der en god efterspørgsel på bove, brystflæsk, bacon, kamme og produktionskød. Til gengæld er der et stort udbud af delstykker som forender og skinker, og det sætter i perioder priserne under pres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markedet er meget volatilt, fordi rigtigt mange i Europa lige nu køber ind med en meget kort horisont. Derfor opstår der fra dag til dag mangel på enkelte produkter, men der er ikke nogen klar retning i markedet lige nu. Vores sælgere sidder helt tæt på kunderne, for hele tiden at gribe de muligheder, der opstår, men den uforudsigelighed og risiko, som kombinationen af afrikansk svinepest i Tyskland og COVID-19 udgør, har skabt en situation, jeg aldrig har set før, siger Lars Albertsen

Til landene udenfor Europa er der en rigtig god efterspørgsel fra alle markeder i Asien, samt Australien og Oceanien.