Dagen har budt på to væsentlige nyheder for de danske svineproducenter, nemlig at den annoncerede fusion mellem Danish Crown og Tican alligevel ikke blev til noget, og derefter kom nyheden om, at Tican i stedet fusionerer med tyske Tönnies Flesich.

Hos Landsforeningen af Danske Svineproducenter er der tilfredshed dagens begivenheder. Foreningen mener, at det er bedre for svineproducenterne at Tican fusioneres med Tönnies fremfor Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et stærkt signal

I dagens nyhedsbrev fra foreningen beskrives Tönnies Fleisch blandt andet som en stærk spiller, der har musklerne til at byde Danish Crown op til dans.

- Som privatejet har de naturligvis ingen interesse i at presse priserne op, men med faldende antal slagtesvin i Danmark bliver der naturligvis konkurrence om, hvem der skal have fulde kæder, og hvem der skal lukke kapacitet ned, lyder det i nyhedsbrevet.

Foreningen vurderer også, at Ticans slagteri i Thisted nu vil være bedre sikret mod lukning end hvis Danish Crown havde overtaget.

- Når Tönnies køber slagterikapacitet i Danmark, er det det stærkeste signal, vi har fået længe om, at der er en fremtid for dansk slagtesvineproduktion. Hvis de ikke tror, at produktionen i Danmark fastholdes eller stiger, må de i hvert fald mene, at de kan betale en bedre pris end DC, for ellers får de ingen grise, slutter nyhedsbrevet fra Landsforeningen af Danske Svineproducenter.