Forbruget af antibiotika til produktion af svin medvirker til dannelsen af resistente bakterier. Et nyt projekt skal derfor nedsætte brugen af antibiotika i svinestaldene. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Ministeriet har afsat 12,5 millioner kroner til projektet sammen med branchen og forskningsinstitutioner, som skal sikre mere viden om antibiotikafri opdræt. Målet er, ifølge ministeriet, at der i 2021 er 1,5 millioner svin, der bliver opdrættet helt uden brug af antibiotika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er meget optaget af at få nedbragt forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion. Tidligere har regeringen sat initiativer i gang for at dæmme op for husdyr-MRSA, og med det her projekt tager vi et vigtigt skridt på vejen mod at kunne opdrætte mange flere svin helt uden brug af antibiotika, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

1,5 millioner svin

Det er Danish Crown, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Statens Serum Institut og landbrugets videnscenter Seges, som er gået sammen om projektet.

Miljø- og Fødevareministeriet støtter via Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) projektet med 12,5 millioner kr. Det samlede budget er på 15,5 millioner kroner.

- Det er kun to et halvt år siden Danish Crown startede det første forsøg med at producere grise uden brug af antibiotika (OUA - Opdrættet Uden Antibiotika), og allerede i år vil vi nå op på at slagte omkring 200.000 OUA-grise. Det her projekt skal sikre et fortsat løft i produktionen af OUA-grise og medvirke til, at OUA-producenternes erfaringer bredes ud, så forbruget af antibiotika nedbringes bredt set i slagtesvineproduktion, siger Danish Crown CEO, Jais Valeur.

Frem til 2021

Projektet løber til juni 2021, og det er forventningen, at der i 2021 bliver produceret ca. 1,5 millioner svin uden brug af antibiotika, skriver Miljø- og Fødevareministeriet. I Danmark produceres i dag 17 millioner slagtesvin pr. år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- OUA-projektet giver os et solidt og vidensbaseret grundlag for den fremtidige produktion af OUA-grise. Samtidig opnår vi værdifuld viden og erfaringer, som vi kan omsætte til konkrete værktøjer, der kan bruges til at løfte sundheden hos grisene i den øvrige produktion, udtaler Christian Fink Hansen, Sektordirektør for Svineproduktion i Seges.

Antibiotikafri svin

Formålet er, ifølge Miljø- og Fødevareministeriet, at skabe et solidt og vidensbaseret grundlag for at øge produktionen af danske slagtesvin opdrættet uden brug af antibiotika (OUA-opdræt), så OUA-opdræt kan blive en rentabel forretning, samt at antibiotikaforbruget i danske svinebesætninger bliver reduceret. Grisene må desuden ikke fodres med animalsk fedt, blodprodukter og fiskeprodukter, fra fødsel til slagtning.