Djursland Landboforening og Økologisk Landsforening inviterede sidst i maj økologerne på Djursland på en biogastur.

Formålet var at se et konkret og lokalt anlæg for at vurdere mulighederne for at etablere et økologisk biogasanlæg på Djursland, og valget faldt på Nimtofte Biogas, ejet af Christian Thorsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Christian Thorsen fortalte, at driften kørte meget stabilt og med et godt økonomisk resultat.

”Foderplanen” til anlægget består af omkring 40 ton svinegylle, syv ton majsensilage og tre ton græsensilage.

- Energiafgrøden er ret afgørende, idet to tredjedele af gasproduktionen kommer fra afgrøderne, pointerede Christian Thorsen. Han understregede desuden, at sådan et anlæg bør designes så enkelt som muligt - også enklere end han selv har fået det gjort.

- Blandeanlægget til energiafgrøden er for kompliceret og dyrt at vedligeholde. Det kan og bør gøres enklere, fortalte han til de 12 deltagere, der fik masser af stof til eftertanke med hensyn til om det er aktuelt at gå videre med et økologisk anlæg på Djursland.

Rimelig økonomi

På det efterfølgende statusmøde på Ryomgård Hotel fortalte landmand Bjarne Viller Hansen fra Bording om sine planer for et gårdanlæg ved gården, hvor han producerer økologiske gulerødder, kartofler med mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understregede, at hans nuværende produktion er usikker på flere punkter.

Han har for lidt husdyrgødning til afgrøderne, der er for stor usikkerhed om indholdet af næringsstoffer i den gødning, han køber ind, og der er risiko for mere rodukrudt i markerne, når der ikke dyrkes kløvergræs nok i sædskiftet.

Bjarne Viller Hansen forventer, at forskellen mellem de dårlige år og de gode år er cirka en million kroner.

Derfor vil en kombineret gødning- og energiproduktion være den rigtige strategi for at fastholde og udvikle produktionen. Energiproduktionen er med til at give ”gødningsfabrikken” en rimelig økonomi.

Mangler kun 50 hektar

Aftenens sidste punkt var ventet med en vis spænding. Peter Jacob Jørgensen, Rambøll Management, fremlagde foreløbige beregninger for økonomien i et økologisk biogasanlæg af samme størrelse, som Bjarne Viller Hansens planlagde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beregningerne bygger på det foreløbige skøn af husdyrgødning og kløvergræs, som økologerne dyrker i det sydøstlige Djursland, og som de kan afgive til biogasanlægget.

Hvis der skal bygges et selvstændigt økologisk biogasanlæg, vil det koste op mod 16 millioner kroner, og det vil kræve mindst 130 hektar kløvergræs yderligere som energiafgrøde.

Hvis man derimod bygger en økologisk linje til cirka 12 millioner kroner på det planlagte Djurs Biogas, som ønskes placeret ved Mørke, så mangler der kun 50 hektar kløvergræs, for at økonomien hænger sammen.

Det var den opmuntrende afrunding på mødet, der sluttede med et ønske om at få undersøgt økonomien yderligere for de deltagende økologiske landmænd. Desuden skal man finde ud af, om flere økologer vil byde ind med biomasse til kombineret energi- og gødningsproduktion.