Lyt til artiklen:

Danmark bevarer den økologiske førertrøje

00:00
Hastighed: ???x
03:18

Med en markedsandel på 12 procent ligger Danmark stadig helt i front på verdensplan, når det kommer til økologisk fødevareforbrug. Det har skabt en stærk innovationskraft hos danske økologiske virksomheder, som 27 af slagsen udstiller på Europas store økologiske messe, Biofach, der er i gang i uge 7, det skriver Økologisk Landsforening.

Rapporten "The World of Organic Agriculture" fra forskningscenteret FiBL, offentliggøres i forbindelse med åbningen. Den samler viden og statistik fra hele verden - og kårer igen Danmark til verdensmester i økologi baseret på salgstal fra 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er stærkt gået, at danskerne stadig har førertrøjen på set i lyset af energikrise og inflation. Der er ingen tvivl om, at 2022 var et udfordrende år for hele fødevaresektoren, siger Dennis Hvam, international markedschef i Økologisk Landsforening.

- Økologien mærkede selvfølgelig også dønningerne, og salget blev påvirket, men heldigvis langt mindre end vi havde forventet. Det er især food service og de mange indsatser, som vi har gjort i en svær tid, der styrker fundamentet for en stærk økologisk position i Danmark, siger han.

Rapporten fra FiBL viser, at salget af økologiske fødevarer i 2022 faldt med to procent i den europæiske detailhandel. Hovedårsagerne til faldet er inflation, energikrise, krigen i Ukraine og at forsyningskæderne har været udfordret. Til gengæld har det økologiske marked i USA oplevet en fremgang og tegner sig for 43 procent af det samlede økologiske marked.

Danmark ligger på en andenplads, når det handler om, hvor mange penge hver indbygger bruger på økologi med godt 2700 kroner Kun overgået af schweizerne, som bruger godt 3200 kroner.

- De nyeste tal fra 4. kvartal 2023 peger på, at værdien på økologi er på vej frem og faktisk vækster en smule højere end generelle fødevarer. Så vi er forsigtigt optimistiske i en tid, hvor der fortsat er mange ubekendte, som kan påvirke resultatet, siger Dennis Hvam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I disse dage fortsætter Økologisk Landsforening sammen med 27 danske virksomheder og organisationen Bio Aus Dänemark med at få danske økologiske fødevarer ud på eksportmarkederne og understøtte den fremgang på tre procent, som de seneste eksporttal fra 2022 viser. Ifølge rapporten fra FiBL er det USA, Tyskland og Kina, der er de førende økologiske markeder i verden og derfor også interessante for danske fødevarevirksomheder.

Rapporten "The World of Organic Agriculture" viser, at økologien er i vækst på verdensplan. Der blev i 2022 solgt økologiske fødevarer for 135 milliarder euro sammenlignet med 125 milliarder euro i 2021. Også det økologiske landbrugsareal blev øget i 2022, så det nu udgør to procent af det samlede landbrugsareal i verden.