Lyt til artiklen:

So-seminar har fokus på et mere produktivt og holdbart sohold

00:00
Hastighed: ???x
02:18

For at bidrage til et godt sohold er det vigtigt at både medarbejdere, ledere og ejere har den nyeste viden, der relaterer sig til arbejdet i so- og smågriseholdet.

Ved So-seminaret 2024 den 19. marts vil man med viden fra seminaret kunne tilpasse arbejdsgangene i stalden, så bedriften forbedrer produktiviteten, øger dyrevelfærden, samtidig med at det bidrager positivt landmandens bundlinje, det skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I år er der både fokus på, hvad man kan gøre her og nu for at forbedre produktiviteten i soholdet, men vi tager også et kig på, hvad fremtiden bringer. Det er vigtigt, at overlevelsen øges blandt både søer og pattegrise, og at smågrisene kommer godt fra start. Så derfor har vi nøje udvalgt de mest relevante emner til seminaret, fortæller Janni Hales Pedersen, der er fagchef i Seges Innovation og vært for dagen

Tre temaer - tre tidspunkter at flytte soholdets produktivitet

Dagen er delt op i tre temaer: Bedre so-overlevelse, at få flere pattegrise frem til fravænning samt sundere fravænning. Det er altså temaer, der koncentrerer sig om tiden før faring, under diegivning og efter at grisene er fravænnet.

- Oplæggene kommer blandt andet ind på fodring af polten, pasning af pattegrisene i store kuld og korrekt management af smågrisene, så man undgår, at de får fravænningsdiarré. Det er alle ting, som både ejer, medarbejdere og driftsledere kan bruge til at forbedre hverdagen i stalden samt bundlinjen for bedriften, forklarer Janni Hales Pedersen og tilføjer:

- Vi præsenterer også nyeste erfaringer indenfor farestier til løse, diegivende søer, nu hvor flere står overfor at skulle investere i nye farestalde i fremtiden.

Sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, Christian Fink Hansen, vil opdatere deltagerne på, hvad der sker i det politiske landskab. Rådgivere, dyrlæger, eksperter og forskere fra Seges Innovation og Aarhus Universitet vil fremlægge den nyeste viden og de seneste resultater.