Lyt til artiklen:

Flere unge kan få etableringsstøtte

00:00
Hastighed: ???x
04:02

Når det igen fra den 1. februar bliver muligt for unge landbrugere at søge om etableringsstøtte hos Landbrugsstyrelsen, er alt ikke som tidligere, skriver Velas i en pressemeddelelse.

I den nye bekendtgørelse er der nemlig i højere grad end tidligere åbnet for, at unge med flere forskellige baggrunde kan søge om støtten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det giver flere muligheder for unge landbrugere, fortæller Simon Gammelby Jensen, rådgiver i virksomhedsøkonomi i Velas, med stor erfaring i at rådgive unge landmænd om at søge støtten.

- Puljen er blevet relevant for flere unge landbrugere. Førhen var det kun landbrugsuddannede, som kunne søge, men nu er listen over godkendte uddannelser nærmest uudtømmelig. Det giver langt flere unge mulighed for at få del i etableringsstøtten til at komme i gang, ligesom relevant erhvervserfaring også kan være kvalificerende for at få støtte, siger rådgiveren.

Som noget nyt i 2024 er det muligt at søge støtten, hvis du har minimum to års praktisk erfaring. Det er landets landbrugsskoler, som vurderer, om der kan udstedes et realkompetencevurderingsbevis. Det skal dokumentere, at du har den nødvendige erfaring.

Inden du kaster dig ud i en ansøgning, er der dog en lang række krav, som du skal være opmærksom på.

Hvordan er du tilknyttet?

Først og fremmest skal du vide, at der er to forskellige ordninger, som du kan søge om - deltid og fuldtid - som i sagens natur relaterer sig til, hvor mange timer du årligt har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejder du deltid, som er minimum 830 timer om året, kan du få støtte på 350.000 kroner. Arbejder du minimum 1665 timer, tæller det som fuldtid, og så kan du få 745.000 kroner i støtte.

- Der var ikke nok ansøgere i første runde af puljen om etableringsstøtte, så nu har man fra politisk side åbnet for, at langt flere baggrunde og uddannelser kan søge, siger Simon Gammelby Jensen om årsagerne til, hvorfor flere nu kan få støtte.

Hvordan er ejerforhold?

Noget andet, som har betydning for, om du kan komme i betragtning til etableringsstøtten, er selve ejerforholdene.

Du skal nemlig kunne dokumentere, at du enten ejer et landbrug, at du forpagter noget jord og ejer maskiner til at drive jorden, eller at du eksempelvis forpagter en gård og ejer en besætning.

- Ejer du en bedrift, er det vigtigt, at selve tinglysningen ikke er mere end fire år gammel. Du behøver dog ikke at eje en bedrift. Du kan således godt være en del af et selskab, men så siger kravene, at du skal eje minimum 25 procent og have minimum 50 procent i stemmeandel, siger Simon Gammelby Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En vigtig pointe er, at du skal huske at oprette ejerbogen på virk.dk. Det bliver nemlig kontrolleret, om ejerforholdene er korrekt angivet, og det skal derfor fremgå korrekt på virk.dk.

Simon Gammelby Jensen understreger, at mange tager hul på livet som landmand ved at forpagte jord eller en gård, og som nævnt kan det godt forenes med, at du kan få støtte.

- Her skal du kunne dokumentere, at du ejer en besætning, maskiner eller lignende i form af tinglyst skøde, siger han.

Tidligere fået støtte

Hvis ikke du er helt ny i faget, og derfor tidligere har fået støtte, er det med at skærpe opmærksomheden.

For så er det nemlig ikke sikkert, at du kan få støtte længere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis du har fået støtte på den gamle ordning i mere end fem år, kan du ikke få del i den nye ordning. Hvis du har fået støtten i eksempelvis to år, modregnes de år, som du har fået, fra den samlede støtte i den nye ordning, siger Simon Gammelby Jensen.

Når puljen åbner, har du frem til den 22. april til at få indsendt ansøgningen.