Lyt til artiklen:

600 hektar skifter ejer i naturprojekt

00:00
Hastighed: ???x
04:04

Der er blevet byttet jord på kryds og tværs ved Holmehave i Assens Kommune, og en vigtig milepæl blev nået, da første runde af jordfordeling i området blev afsluttet for nylig, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Her har ejerne af mere end 40 ejendomme bidraget med jord til Holmehave Naturprojekt: et stort skov- og vådområde, der løser en række vigtige samfundsformål, og konkret binder Verninge Mose og Åsemosen sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ret unikt, at så mange lodsejere vælger at deltage i en så stor øvelse, hvor de bytter jord på kryds og tværs, fordi de kan se potentialet i projektet og samtidig opnår erhvervsmæssige fordele. Derfor er jeg meget stolt af og glad for det store samarbejde, vi har med lodsejerne, fortæller Jannik Seslef, projektleder i Assens Kommune.

Håndsrækning til vandmiljø og drikkevand

Det nye skov- og vådområde ved Holmehave nær Tommerup bliver skabt i samarbejde mellem Assens Kommune, VandCenter Syd, Hedeselskabet og lodsejerne i området. Landbrugsstyrelsen hjælper projektdeltagerne med at skaffe de nødvendige jordarealer, så det nye skov- og vådområde kan etableres.

Når området er etableret, vil det reducere udvaskning af kvælstof til Odense Fjord med mindst 10 ton pr. år og dermed medvirke til et bedre vandmiljø. Derudover vil det kommende natur- og skovområde gavne klimaet ved at optage CO2 og beskytte grundvandet, Holmehave er hjemsted for Danmarks største kildeplads, der kan levere op imod halvdelen af alt det vand, VandCenter Syds forbrugere har brug for.

Projektet udgør derfor en vigtig beskyttelse af fremtidens drikkevand.

- Med erhvervelse af et stort sammenhængende areal, sikrer vi grundlaget for at kunne udvikle et varieret skov- og naturområde, der både binder CO2, sikrer grundvandet og skaber rammerne for en fremadrettet naturudvikling. Vi er således stolte af at kunne spille en aktiv rolle i dette offentligt/private samarbejde, om at udvikle en multifunktionel anvendelse af arealerne i Holmehave, fortæller Casper Sandfeld, der er ejendoms- og projektudviklingschef i Hedeselskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

600 hektar jord har skiftet hænder

Når et nyt skov- eller vådområde skal etableres, sker det ofte ved jordfordeling, hvor lodsejere lægger jord til projektet, mod at de får et tilsvarende landbrugsareal et andet sted. På den måde kan man få et markant større sammenhængende projektareal at arbejde med.Det er Landbrugsstyrelsen, som forhandler med lodsejerne og indgår aftaler om ejerskifte og køb og salg af jord. Og den første forhandlingsrunde med lodsejerne betyder, at projektet har fået yderligere 302 hektar jord at udvikle sig på.

- Vi er rigtig glade for, at der blandt lodsejerne i området har været stor opbakning til projektet, og at så mange har tilbudt at lægge jord til det nye område. Det er kun med de lokales hjælp, at det kan lade sig gøre at samle så stort et projektområde, fortæller Erik Blaabjerg, der er jordfordelingsplanlægger i Landbrugsstyrelsen.

Nu fortsætter forhandlingerne med de øvrige lodsejere i området nær Tommerup, og parterne bag projektet håber, at flere lodsejere vil være med.

- Det har et kæmpe potentiale, når vi samarbejder med lodsejere på den her måde, da vi kan forfølge langt flere samfundsdagsordener, end vi ellers ville kunne. Det er både til gavn for miljø, grundvand, biodiversitet og klima, men også for de enkelte landmænd, som samtidig får samlet deres jord mere end før, hvilket gør at deres ejendomsstruktur også bliver bedre fortæller Jannik Seslef.

Derudover er planen, at dele af områderne i Holmehave-projektet i samarbejde med lodsejere og borgere skal gøres tilgængeligt, så det er muligt at nyde naturen via for eksempel rekreative stier og opholdsmuligheder for borgere og besøgende.