Lyt til artiklen:

I Thy rykker de sammen om smittebeskyttelse

00:00
Hastighed: ???x
02:34

Da den største kvægbesætning på egnen fik salmonella, samlede lokale dyrlæger i Thy 140 interessenter til fællesmøde. Det fik alle til at rykke sammen om at undgå spredning med Salmonella Dublin, skriver Landbrugsinfo.

I Thy havde man ikke haft en salmonellasmittet besætning siden 2016. Så da egnens største besætning med knap 1.000 køer i foråret blev smittet og røg i niveau 2, sprang sveden hos de lokale dyrlæger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en besætning, som ligger midt i Thy med både dyr og jord placeret forskellige steder og dermed også mange transporter på kryds og tværs. Så vi så jo for os, hvordan der hurtigt kunne spredes smitte rundt til mange andre besætninger i området, fortæller Helle Slot, Dyrlægegruppen Thy.

De to dyrlægepraksisser i området blev derfor sammen med Viking og den lokale rådgivning enige om at indkalde til et fællesmøde.

- Vi var klar over, at vi var nødt til at fortælle de øvrige producenter i området og diverse servicepersonale om den risiko, der var opstået, og at vi måtte opfordre alle til at stå sammen om at undgå spredning, fortæller Helle Slot.

140 til fællesmøde

Derfor blev der ringet rundt til montører, maskinstationer, klovbeskærere, elektrikere og andet servicepersonale med gang på bedrifterne, ligesom der blev inviteret via nyhedsbreve og Facebook.

Resultatet blev, at 140 mødte op til mødet: Besætningsejere, deres medarbejdere, meget servicepersonale - og ikke mindst ejeren af den smittede besætning og hans folk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På mødet blev deltagerne orienteret om, hvordan salmonella spredes, og hvordan de hver især kunne gøre en indsat for at undgå det. Mælkeproducenterne opfordrede vi især til at sørge for skiftetøj og -støvler, og servicepersonalet lærte vi bl.a. at slå op i CHR-registeret og tjekke en bedrifts salmonellastatus.

Informationsmødet har haft tydelig effekt ude på bedrifterne.

- Der er sket et markant skred i antal besætninger, der har støvler og skiftetøj til os. Hvor det før måske var 20 procent af bedrifterne, er det nu omkring 95 procent. Og vi har ikke haft en eneste besætning, der er blevet smittet efterfølgende. Det at skabe en fælles forståelse og hjælpe hinanden med at undgå smittespredning - det er altså bare effektivt, konkluderer dyrlægen.