Lyt til artiklen:

Rentechok på vej: Terminer kan blive mangedoblet

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Siden den russiske invasion af Ukraine har danskerne oplevet den højeste inflation i mange år. Og ifølge Kim Johansen, der er økonomirådgiver i VKST, betyder det, at centralbankerne vil forsøge sig med rentestigninger, for at nedbringe inflationen

- Primo 2022 lå en Cibor6 rente på -0,18 procent, og vi var så småt begyndt at vænne os til meget lave renter på finansieringerne, siger Kim Johansen, der er specialist i finansieringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Langt de fleste landmænd ligger i variabelt forrentede lån, og vil opleve prisstigninger - også på denne del. Særligt de sidste par måneder har den korte rente, som mange landmænd har, rykket sig ganske betydeligt, og det gør, at terminerne i starten af de nye år vil være mangedoblet.

Renteudgiften kan stige fra 0 til 125.000

I dag ligger et Cibor6 lån på 2,17 procent, og alle prognoser fra de store finanshuse forventer yderligere rentestigninger til et niveau på omkring 2,5 procent.

Det betyder, at en landmand med et lån på fem millioner kroner, vil opleve en renteudgift der stiger fra omkring nul kroner til omkring 125.000 kroner i 2023. Dertil kommer bidragssatsen, som pengeinstitutterne vurderer løbende, blandt andet på baggrund af nøgletallene i regnskabet, skriver VKST i en pressemeddelelse.

Og dén udgift falder altså oveni stigende omkostninger til blandt andet energi og foder.

- Det er min opfattelse, at langt de færreste landmænd har opdaget, hvor meget deres variable finansieringer kan påvirke deres regnskab, og de skal allerede nu begynde at tænke på de konsekvenser, det medfører, siger Kim Johansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han oplever også, at bankerne tilbyder at koble finansielle instrumenter på lånene som eksempelvis renteSWAP's, hvilket ifølge Kim Johansen muligvis kan være en god ide, hvis man forstår konsekvenserne af det.

Fastforrentede lån

Kim Johansen påpeger dog, at det ikke er alle landmænd, der skal frygte de stigende renter.

- Landmænd med fastforrentede lån kan glæde sig over en lav rente og muligheden for at opnå en skattefri kursgevinst, såfremt de omlægger, siger han men påpeger yderligere:

- De skal dog ud at finansiere sig det dyrere, og det gør man typisk kun, hvis man igen forventer, at renten skal falde, hvilket alle er enige om bliver tilfældet - vi ved bare ikke, hvor meget.