Det begynder for alvor at trække op til den helt store EU-debat om pesticider. Europa-Kommissionen sigter nu efter at offentliggøre sit længe ventede udspil til nye love og regler på området inden sommerferien. I EU-regi betyder det senest 1. august, men udspillet kan lande så tidligt som 22. juni.
Det afslørede sundheds- og fødevarekommissær Stella Kyriakides mandag aften efter et møde i Luxembourg mellem EUs landbrugs- og fødevareministre. Hun forsikrede også nervøse medlemslande om, at et totalt forbud mod pesticider ikke er en del af planen.