Lyt til artiklen:

Danmarks Biavlerforening og Lidl udgiver undervisningsmateriale

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Danske insekters levevilkår er under pres, og det har blandt andet betydning for vores vilde planter og dyrkede afgrøder, som er afhængige af insektbestøvning. Det vurderes at fire ud af fem af plantearterne i Danmark er helt eller delvis afhængig af insektbestøvning.

Det har fået dagligvarekæden Lidl til at alliere sig med Danmarks Biavlerforening om at udvikle undervisningsmateriale til folkeskolens 2.-4. klasser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Lidl og Danmarks Biavlerforening i en fælles pressemeddelelse.

- Bier og insekters arbejde er en forudsætning for, at vi blandt andet har frugt og grønt i vores supermarkeder. Som dagligvarekæde ønsker vi at tage ansvar og sætter nu også fokus på læring og oplysning, der bidrager til forståelsen af vigtigheden af bier og andre bestøvende insekters afgørende rolle i forhold til biodiversitet og fødevareproduktion. Jeg håber, at vi med undervisningsmaterialet kan give folkeskolerne nogle redskaber, der kan inspirere og hjælpe dem i deres arbejde om flora og fauna, siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør hos Lidl.

Dagligvarekæden har siden 2021 samarbejdet med Danmarks Biavlerforening om en række forskellige initiativer og aktiviteter, som skal styrke den biologiske mangfoldighed.

Nu er turen kommet til undervisningsmateriale til folkeskolen, og hos Danmarks Biavlerforening ser man frem til den øgede opmærksomhed på biernes livsbetingelser.

- Det er vigtigt, at vi fra barnsben forstår vigtigheden af vores bestøvere og deres helt afgørende rolle i vores økosystemer og fødevareproduktion. Bierne er i øjeblikket pressede på grund af manglen på føde og levesteder, og det fører både til svigtende udbytter i landbruget samt mindre frø- og frugtsætning i naturen, hvilket betyder mindre føde til den vilde fauna. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu sammen med Lidl kan være med til at oplyse og udbrede kendskabet til biernes livsbetingelser og deres store betydning for naturen og menneskers dagligdag, siger Arne T. Henriksen, formand Danmarks Biavlerforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undervisningsmaterialet, som både indeholder læringsmateriale og poser med frø til udsåning, er målrettet 2.-4. klassetrin og kan bestilles gratis af skoler.