Lyt til artiklen:

Gode råd til god sutteadfærd hos kalve

00:00
Hastighed: ???x
01:09

Kalve har et naturligt behov for at sutte i forbindelse med, at de drikker mælk. Opfyldes behovet ikke, er der risiko for, at de begynder at sutte på andre kalve eller inventar. Seges har samlet anbefalinger for, hvordan suttebehovet kan opfyldes, og dermed mindske risikoen for unormal sutteadfærd, skriver Seges på Landbrugsinfo.

Kalves suttebehov skal dækkes i forbindelse med mælkeoptagelse. Det kan ske ved brug af pattespand, pattebar eller mælkeautomat; ved brug af narresut, der er placeret tæt på mælkeskålen/mælketruget eller ved løst liggende flydende narresut i drikkeskålen/truget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved brug af pattespand eller pattebar skal der være mindst en patte pr. kalv. Ved brug af narresut skal der også være mindst en pr. kalv og de skal være tilgængelige i mindst 20 minutter efter mælketildelingen.

Derudover skal kalve på over to uger altid have adgang til frisk vand, og endelig må kalve ikke sondefodres, medmindre det er påkrævet for at behandle kalven mod sygdom.

Anbefalinger til at opfylde kalves suttebehov

  1. Tildel stor mælkemængde - gerne som to-trins mælketildeling, hvor kalve 0-4 uger får 8-10 l og kalve 5-7 uger får 5-6 l pr. dag, med gradvis overgang. Jerseykalve et par liter mindre. Dertil kalvefoder ad lib. Så bliver kalvene mætte og har stor tilvækst allerede fra starten og man undgår et for stort dyk i foderoptagelse ved fravænning. Desuden giver det mere mælk i både første og anden laktation.
  2. Tildel mælk via pattespand eller pattebar, og lad spanden/baren hænge i mindst 20 minutter efter der er drukket op. Det nedsætter graden af unormal sutteadfærd. Hos de store mælkefodrede kalve kan det være nødvendigt, at fjerne pattespandene/pattebaren når mælken er drukket for at undgå, at kalvene sutter patterne i stykker. Opsæt i stedet narresutter.
  3. Undgår at hurtigt-drikkende kalve fortrænger langsomt-drikkende kalve ved at opsætte adskillelser mellem kalvene. Adskillelserne skal nå mindst ned til kalvenes skuldre.
  4. Patter og narresutter skal være hele og af god kvalitet. Fødevarestyrelsen godtager ikke stykker af vandslange eller flossede narresutter.
  5. Placer narresutter i nærheden af, hvor kalvene drikker mælken. Det øger chancen for, at kalvene bruger sutterne i stedet for at sutte på hinanden eller inventaret.
  6. Placer også sutterne over kalvehøjde. Så er der mindre risiko for, at de bliver forurenet med gødning.
  7. Monter sutterne på en flytbar planke eller lignende. Det gør det lettere at tage sutterne ned og få dem grundigt rengjort.
  8. Rengør og desinficer sutterne jævnligt. Brug alkalisk sæbe og desinfektionsmiddel efter vejledningerne på dunkene.