De ugentlige amerikanske afgrødedata viste i går fremgang på stort set alle fronter. For majsens vedkommende er tilsåningen 97 procent overstået, mens det for sojabønners vedkommende gør sig gældende for 86 procent. Konditionerne for majs og soja viste også fremgang, hvor henholdsvis 75 procent og 72 procent placeres i kategorien god/meget god. Mens vinterhvedekonditionerne blev fastholdt uændret på 51 procent , var der en bedring i vårhvedekonditionerne der sted 2 procent point til 82 procent i kategorien god/meget god.

Vinterhvede

Vinterhvedehøsten er stille og roligt skudt i gang i de sydligste stater, men vi skal endnu et par uger frem, før høsten for alvor sætter ind i det amerikanske. 7 procent af arealerne vurderes på nuværende tidspunkt høstet.
Den europæiske afgrødesammenslutning, Coceral, justerede i går aftes forventningerne til den europæiske produktion af blød hvede til 129,7 millioner tons, en nedgang på 12 procent sammenholdt med sidste år. Estimatet er signifikant lavere end marts-estimatet på 135,4 millioner tons. Coceral begrunder nedjusteringen med større reduktioner i udbytterne i blandt andet Tyskland, Frankrig og Danmark, på grund af manglende nedbør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byg

Omvendt er der mere positive udsigter for bygproduktionen, der hæves med et par millioner tons til 63,4 millioner tons, på forventninger om en større spansk produktion. Ud af Rusland meldes der om fastere hvedepriser med FOBpriser omkring 210 $/ton. Varmt og tørt vejr i det sydlige Rusland og Kasakhstan lægger en hånd over udbytterne, og uden tiltrængt nedbør kan produktionen få svært ved at holde sig over 75 millioner tons.

Raps

Coceral var også med til at understøtte rapsmarkedet sidst på eftermiddagen. Den europæiske rapsproduktion blev sænket fra 17 til 16,5 millioner tons, hvilket vil sætte produktionen en spids lavere end i 2019, hvor den landede på 16,9 millionr tons. Det bekræfter i vid udstrækning det seneste estimat fra Strategie Grains, der senest har sat produktionen til 16,7 millioner tons, hvilket markerer den laveste produktion siden 2006.

Det betyder at vi går endnu en sæson i møde, hvor de europæiske rapslagre ventes at falde, som en konsekvens af, at en øget import ikke kan opveje den lavere produktion. Med en genoprejsning i både palme-, soja,- og råoliemarkedet er vi positive på prisudviklingen i rapsfrø og anbefaler at afvente salg af kommende høst. Efter en forlænget weekend stiger palmeolien her til morgen små 3 procent, på forventninger om en genrejsning afefterspørgslen løbende, som de globale samfund bliver genåbnet efter Covid-19 udbruddet. Som konsekvens af samme, besluttede Malaysia i sidste uge at suspendere eksportafgifter på palmeolie frem til nytår, hvilket vil understøtte eksporten. Malaysia offentliggør i morgentidlig estimater for den indenlandske forsyningsbalancen for maj-måned, der ventes at vise en stigning i lagrene, på lavere eksport grundet Corona.

For den resterende del af ugen er der nok at holde øje med. Senere i dag vil brasilianske Conab opdatere deres areal- og udbytteestimater for majs og sojabønner. I morgen følger australske ABARES trop med estimater på den indenlandske hvedeproduktions, inden USDA torsdag topper med denne måneds WASDE-rapport.