Formand for Randersegnens LandboUngdom, Martin Andersen, kunne med stor glæde berette om et år med fremgang i foreningen, da han aflagde beretning til generalforsamlingen i foreningen, skriver Randersegnens LandboUngdom i en pressemeddelelse.

- Der har været fokus på at rekruttere nye medlemmer og fastholde de gamle, og det har betydet, at vi er gået fra 96 til 115 medlemmer i 2019, fortæller Martin Andersen, og fortsætter:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vi har haft mange spændende aktiviteter at tilbyde vores medlemmer - alt lige fra tøjaften for piger, traktortræk, bedrifts- og virksomhedsbesøg til madlavning og julefrokost, så der er noget for alle medlemmer. Nu glæder den nye bestyrelse sig til et nyt år, hvor vi sætter fokus på større kontakt til vores medlemmer, så vi får flere med til vores aktiviteter.

Det næste arrangement er den 7. marts, hvor foreningen har en Halvdagstur til Vestjylland. Her tager de samlet afsted i bus for at besøge et par spændende virksomheder.

- 31. maj har vi Traktortræk i Linde, hvor der bliver travlt, da vi selv står for det store stævne, hvor der kommer mange gæster og kigger på. Det er sjovt at arrangere aktiviteterne, hvor vi selv lærer meget om at strukturere og planlægge alt omkring arrangementerne, siger Martin Andersen.