Mandag den 6. maj fik landmand Jes Meldgaard Phillipsen, Sjørup, besøg af Dansk Folkepartis spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget, Peter Kofod, formand for Kolding Herreds Landbrugsforening, Hans Damgaard, og viceformand i Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed, oplyser L&F.

Under besøget fremviste Jes et område, hvor han har ansøgt om anlæggelse af et minivådområde. Minivådområdet skal være med til at reducere kvælstofudvaskningen for et stort opland. Her var der også tid til en snak om de lange sagsbehandlingstider for disse minivådområder - en kritik Peter Kofod også udtrykte forståelse for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU skal sørge for gode rammevilkår

Der var enighed om vigtigheden i at komme tunge og unødvendige regler til livs. Snakken faldt blandt andet på de bunker af papirer, der skal sendes med, når levende dyr sendes over grænsen, og hvordan dette arbejde kunne lettes ved at have godkendelserne digitalt. Alle parter var også enige om, at EU bør sørge for lige og rimelige rammevilkår for landmændene:

- Landbruget er en kæmpe jobskaber og eksporterer for milliarder. Derfor er det vigtigt, at rammevilkårene er i orden. Vi gør os stor umage med fra DF's side at lytte til landbrugets behov og ønsker, lød det fra Peter Kofod.

Jes Phillipsen og Hans Damgaard udtrykte begge, hvor afgørende det var at have adgang til kvalificeret arbejdskraft, fra udlandet om nødvendigt. Peter Kofod lyttede til dette behov, men havde dog visse forbehold og påpegede, at de som minimum skulle leve op til samme krav som danskere.

Fra Landbrug & Fødevarer påpegede Viceformand, Thor Gunnar Kofoed, vigtigheden i at få en dansker i EU's landbrugsudvalg Agri, nu da både Jens Rohde (RV) og Jørn Dohrmann (DF) forlader Europa-Parlamentet.