Flere og flere økologiske produkter finder vej til danskernes køleskabe, og det økologiske landbrugsareal vokser på globalt plan. Men hvad går økologisk landbrug egentlig ud på?

Og hvilken indflydelse har økologi på naturgrundlaget og de samlede ressourcer? Det er spørgsmål, der præger samfundsdebatten, og som Landbrug & Fødevarers afdeling for økologi oplever, at mange skoleelever i alle aldersgrupper gerne vil have større indsigt i, skriver L&F i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har afdelingen udarbejdet et nyt, digitalt univers; www.oekologiforgymnasiet.dk til brug på gymnasierne.

Undervisningsmaterialet viser, hvad økologisk landbrugsproduktion består af, og hvordan produktionen spiller sammen med biologiske, naturgeografiske og samfundsmæssige mekanismer og problemstillinger.

- Med sitet vil vi gerne give gymnasieelever over hele landet mulighed for at tilegne sig viden om økologisk landbrugsproduktion og produktionens samspil med af nogle af de store, aktuelle samfundsdagsordener som fx klima, bæredygtig udvikling og den globale fødevareforsyning, siger Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer.

Økologiens værdier

Materialet er inddelt i fagene biologi, naturgeografi og samfundsfag og kan bruges som supplerende stof til fagenes kernestof. Under hvert fag er der udvalgt tre til fire aktuelle temaer, der belyser den økologiske produktions rolle i forhold til temaet. Endvidere indeholder materialet viden om økologiens værdier og principper, regler og kontrolsystem.

- Materialet skal give eleverne mulighed for at forstå økologiens grundlæggende præmisser, og samspillet mellem økologi og biologiske processer samtidig med at materialet giver eleverne konkret viden om de økologiske produktionsregler,? siger Kirsten Lund Jensen.