Den 73-årige kvægavler har siden kvægene blev fundet døde nægtet sig skyldig i vanrøgt og forklaret til politiet, at køerne døde af afkræftelse, fordi han ikke kunne komme over med foder, da den sydlige del af regionen blev ramt af kraftigt snevejr og frost.

Nu har sagen taget en drejning. Niels Erik Nielsen har erkendt sig skyldig og accepteret en bødestraf på 25.000 kroner, fortæller anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Mads Skovby Hansen, skriver Sjællandske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han har erkendt alle forhold og vedtaget at betale en bøde. Vi skal ikke bare køre en retssag for at køre et retssag, forklarer anklageren.

Niels Erik Nielsen har i mange år avlet kvæg af racen Galloway. Han har i en periode på 11 år også været formand for Galloway Foreningen.

Det fremgår af anklageskriftet, at de otte døde køer var kraftigt afmagrede. De havde ikke fået den mængde foder, de skulle.

En kalv, som blev aflivet på stedet, var stærkt underernæret og dehydreret og havde liggesår på tre af benene. Politiets anklagemyndighed vurderer, at landmanden har behandlet kvægene på Dybsø groft uforsvarligt. Det afviser kvægavleren blankt.

- Jeg har været derude flere gange, og jeg har haft foder med på vognen. Jeg erkender sgu ingenting. Jeg har sagt, jeg gerne vil afslutte sagen. Alle har anbefalet, at jeg skulle køre sagen. Jeg orker det ikke mere, lyder forklaringen fra Niels Erik Nielsen til Sjællandske.