Et overskud på mere end 800 millioner kroner og et resultat efter skat på lidt over 1400 millioner kroner. Det er to nøgletal fra Jyske Banks regnskab for første halvår af 2018, som er kommet på gaden i dag.

Dog er det bankens aktietilbagekøbsprogram, som tager overskrifter i diverse finansmedier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jyske Banks kapitalposition er blevet yderligere styrket i første halvår 2018 med salg af Nordjyske Bank aktieposten samt salg af ejendom i Lyngby. Med en kapitalprocent på 20,4 og en egentlig kernekapitalprocent på 16,7 opfylder Jyske Bank således ni år før tiden de langsigtede målsætninger i forhold til de nye kapitaldækningsregler, som vil være fuldt gældende fra 2027. Der igangsættes et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til en milliard kroner, der løber i perioden 22. august til 28. december 2018, lyder det fra Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, i ledelsesudtalelsen i halvårsregnskabet.

Tørken kan ramme kornpriserne

Bankens resultat før skat er faldet i forhold til samme periode sidste år: Første halvår 2017 gav et resultat før skat på 2067 millioner kroner, mens det i år er opgjort til 1782 millioner kroner. En forskel, som primært skyldes kursreguleringer, fremgår det af regnskabet.

Hvad angår landbruget noterer banken i regnskabet, at sommerens tørke giver store fald i planteproduktionen. Og fordi tørken også har ramt resten af Europa, forventer banken "i nogen grad" en afsmittende effekt på kornpriserne.

- Dette vil give økonomiske konsekvenser for planteavlerne, men også svineproducenterne og mælkebønderne, alt efter selvforsyningsgraden, lyder det i noterne til regnskabstal for landbruget, som blandt andet også viser, at bankens udlån og garantier inden for erhvervet er steget fra 3836 millioner kroner i fjerde kvartal 2017 til 4513 millioner kroner i andet kvartal 2018.